Skillslandsholdet 2024

Skills Team Denmarks seje fagatleter glæder sig til at komme af sted til WorldSkills. Se hvem de er, og hvordan de træner.

Skillslandsholdsdeltagerne er i fuld gang med forberedelser og træning frem mod WorldSkills 2024 i Lyon i Frankrig. De glæder de sig til at komme i gang med konkurrencerne, møde konkurrenterne og vise, hvad de kan.

Mød de unge fagatleter :

Navn: Augusta Lynge Jensen  
Fag: Tjener
Skole: Hansenberg  
Læreplads: Hotel Kolding Fjord i Kolding

– Jeg glæder mig mest til selve oplevelsen med resten af holdet og så selvfølgelig til konkurrencen – det er  jo derfor, vi tager derned. Jeg er også spændt på at møde de andre konkurrenter. 
J
eg træner på Kokke- og tjenerskole på ZBC i Slagelse og på Hansenberg i Kolding ca. 1 gang om ugen.  Mine trænere støtter mig, og jeg synes, det er fedt at kunne vise faget frem! 
Jeg føler mig stærk i servicedelen af konkurrencen – og får ofte kommentarer på mit smil og min karisma.  Jeg går efter podiet, det’ helt sikkert! De kan bare komme an, siger Augusta Lynge Jensen.

Navn: Magnus Skov Nielsen
Fag: Personvognsmekaniker
Skole: TechCollege i Aalborg
Læreplads: This’ Auto i Vrå

 Jeg glæder mig supermeget til fællesskabet og turen dernede.  

Jeg træner i en virksomhed, hvor min træner følger mig i en uge eller to, og så følger jeg ham, på den skole han underviser på – det er vildt spændende!  Min mester er lidt op og køre over, at jeg er med. Han er superglad for, vi viser vores fag frem, og han håber sikkert at jeg vinder det hele. 

Jeg plejer at kunne holde hovedet koldt, hvilket er min styrke, men det er nemt at sige nu, hvor jeg ikke er der endnu… En podieplads vil da være godt nok, men jeg synes da, det er fedest med en førsteplads – guldmedaljen frister!, siger Magnus Skov Nielsen.

Navn: Magnus Holmgaard Jørgensen
Fag: Automatiktekniker
Skole: Mercantec i Viborg
Læreplads: Grundfos A/S i Bjerringbro

– Jeg glæder mig virkelig til udfordringen, og det sammenhold der kommer, når vi er dernede – generelt det sociale! 
Jeg træner størstedelen af ugen – på skolen og på arbejdet inden vi går på skolen. Jeg synes selv, at jeg er godt inde i stoffet. Jeg er helt klart stærkest i programmeringsdelen – Programmable Logic Controller (PLC), som omhandler styring af maskiner. Det interesserer mig mest, og det er jeg stærkest i – logisk tænkning.

Mine mestre er åbne overfor det hele. De interesserer sig meget for det, og håber jeg vinder.  Jeg går selvfølgelig også selv efter guldet, men også efter excellence, siger Magnus Holmgaard Jørgensen.

Navn: Sofie Nørremark Rasmussen
Fag: Automatiktekniker
Skole: Mercantec i Viborg
Læreplads: Grundfos A/S i Bjerringbro

Jeg ser meget frem til stemningen, til at teste mig selv og udvikle på alt det jeg kan og kommer til at lære. 
Min træning foregår på skolen og arbejdspladsen – jeg træner mindst halvdelen af ugen, og mine mestre støtter mig og synes det er fedt! De håber jeg vinder, men de har også den tankegang, at det skal være fedt, sjovt og en god oplevelse for mig.  
Konkurrencen er én stor udfordring, hvor alt bliver sat på spidsen, og jeg går ikke efter noget udover at vinde 😉  men det er også helt okay, hvis jeg ikke vinder, fordi jeg ved, jeg er god, og gjorde mit bedste, siger Sofie Nørremark Rasmussen.

Navn: Jakob Østergaard Nielsen
Fag: Smed
Skole: Hansenberg i Kolding
Læreplads: Damgaard Metal A/S

Der er meget at glæde sig til, men afslutningsceremonien bliver nok det fedeste! 
Min træning forgår på Hansenberg. Jeg træner intensivt det meste af tiden efter arbejde. Men meget af det,  jeg laver på min arbejdsplads, er også relevant træning. Og jeg har fuld opbakning og interesse fra mesterens side – de er med mig hele vejen!
Mit fag er ret bredt, så jeg tror det mest udfordrende bliver, at arbejde med materialer jeg ikke arbejder med til dagligt. 
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg går efter en guldmedalje, men jeg ved jo ikke, om det kommer til at ske, siger Jakob Østergaard Nielsen.

Navn: Kristian Bak Hansen
Fag: Flisemurer
Skole: EUC Nord i  Hjørring
Læreplads: Hæstrup Murerforretning A/S – nu udlært

Det er fjerde gang, jeg skal konkurrere, og jeg er så spændt på, hvilken plads jeg kommer på!  Jeg er udlært nu, men jeg træner stadig på den skole, jeg gik på, og landstræneren finder opgaver til mig.  I praksis har jeg  trænet i 4 år nu,  og op til WorldSkills har jeg sat 5 uger af, hvor jeg kun skal træne. 
Det mest udfordrende til konkurrencen er at få lavet en tidsplan, som man rent faktisk kan nå. Men jeg holder hovedet koldt, det er en af fordelene ved at have  været med før, jeg ved hvordan det er for mig – og hvis jeg laver en fejl så ved jeg, at jeg kan lave det om! 
Mine mestre synes det er megafedt – de glæder sig til oplevelsen – og jeg går efter guldet! siger Kristian Bak Hansen.

Navn: Camilla Lindholm Gelmer
Fag: Bygningsmaler
Skole: Rybners i Esbjerg
Læreplads: Marlenes Malerfirma i Varde

Jeg træner full-time på skolen i disse uger og øver mig i alle discipliner både tapet, maleropgaver, lakering og dekorationer. Vores konkurrenceopgave er hemmelig, indtil vi står i Lyon, og det jeg glæder mig mest til er at se opgaverne. Vi ved dog, at vi fx skal sprøjtemale en dør, og det er en af de ting, jeg øver mig meget på lige nu. Der skal man være omhyggelig med, at malingen har den rette tykkelse og afdækningen, så man ikke får sprøjtet maling ud over alt muligt andet. Jeg er stærkest i dekorationer, og det synes jeg også, er sjovest, men jeg glæder mig bare til hele oplevelsen og håber på at komme i top 10 – det kunne være fedt, siger Camilla Lindholm Gelmer.

Navn: Kasper Bergmann Mortensen
Fag: Industritekniker – fræsning
Skole: Herningsholm
Læreplads: Grundfos A7S i Bjerringbro

– Jeg har allerede trænet et halvt årstid her på Grundfos, hvor de gør virkelige meget for os, der skal af sted. Lige nu forbereder jeg mig på at øge min hastighed. Jeg er stærk i at tænke processen igennem og har sans for detaljer. Jeg har tidligere kørt mountainbike på ret højt niveau og har meget konkurrenceerfaring. Det kan jeg overføre til mit fag nu – jeg ved, hvordan jeg kan lukke verden ude og koncentrere mig, når jeg er under pres.
Da jeg sagde ja til at at skulle til WorldSkills og EuroSkills, vidste jeg faktisk ikke, at jeg blev en del af et landshold, men det er bare megafedt! At mærke de andres passion for deres fag er superfedt – Det er en fantastisk oplevelse, siger Kasper Bergmann Mortensen.

Navn:  Line Munk Erikslev
Fag: Bager
Skole: UCH i Holstebro
Læreplads: Konditorbageren i Ørum

– Jeg synes, det er megafedt og ret surrealistisk at være kommet på Skillslandsholdet. Fællesskabet tegner rigtig godt, og vi kommer helt sikkert til at støtte hinanden undervejs.
Jeg træner hele tiden – i bageriet, på skolen og i min fritid. Jeg bager en masse baguette og croissanter– vi skal jo til Frankring😉 og en baguette er ikke bare en baguette. Det er fx vigtigt, at snittene ovenpå har de rigtig ”ører”, og at det færdigbagte baguette vejer det rigtige.
Jeg er også begyndt både at løbetræne og styrketræne for at blive klar til Lyon, og i min ferie skal jeg til udlandet for at blive bedre til engelsk – jeg glæder mig bare megameget til hele oplevelsen, siger Line Munk Erikslev.

Navn: Tobias Ringbjerg Andreasen
Fag: Murer
Skole: EUC Nord i Hjørring
Læreplads: Jorton i Hjørring

– Lige nu er jeg på træningscamp i Frankrig. Træningen hernede foregår som en konkurrence, og vi har fået to opgaver, som skal løses. Det er godt at træne i et miljø, der ligner det, vi møder i Lyon, og man får jo også lige set nogle af de kommende konkurrenter lidt an – ser lige hvor de er … Her er deltagere fra Frankrig, Schweiz og Belgien.
Jeg synes, det er stort at være udtaget til Skillslandsholdet. Det er der jo ikke så mange, der får lov til. Og jeg tænker også, vi får gavn af hinanden, når vi er af sted.
Når jeg kommer hjem, står den på mere træning. Jeg øver mig på tidligere konkurrenceopgaver, og arbejder på at blive hurtigere, siger Tobias Ringberg Andreasen.

Navn: Kasper Arnfred Toustrup Zacho
Fag: Kok
Skole: Aarhus Tech
Læreplads: Restaurant Lyst i Vejle

– Jeg elsker at træne og elsker at lave mad. Men jeg har ikke prøvet at være med til en stor konkurrence før, så det bliver megaspændende. Jeg glæder mig bare til det hele – nye erfaringer og nye venskaber. Det er fedt at lære en masse andre at kende, der brænder for deres fag og træner ligesom mig. Man bliver glad, når man selv står i køkkenet kl. 24 og så lige kan se på snapchat, at flere af de andre også er i gang på værkstedet – det motiverer.
Jeg er ikke så erfaren endnu, men jeg træner meget, og jeg tror, det bliver en styrke at jeg arbejder meget struktureret og er ret god til at holde køkkenet ryddeligt og rent, når jeg laver mad, siger Kasper Zacho.

Navn: Birgitte Brunsgaard Jacobsen
Fag: Landbrugsmaskinmekaniker
Skole: Er udlært, men træner på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser
Arbejdsplads:  Sjørup Group

-Jeg er virkelig spændt på hele oplevelsen og på at få lov til at stå der igen sammen med nogle dejlige mennesker – jeg var jo med til EuroSkills sidste år. Det var megafedt.
Min træning foregår på skolen med en masse fejlfinding og øvelser i sikkerhed – og derudover træner jeg i min virksomhed med maskiner og lærer dem at kende. Mine mestre synes det er pissefedt, og de er gode til at støtte mig! 
Jeg ved, konkurrencen i sig selv er en kæmpe udfordring – men også en fed udfordring. Men jeg tør ikke at sige, hvilken placering jeg går efter – det kommer jo an på hele situationen, siger Birgitte Brunsgaard Jacobsen.

Navn: Ida Bekker Poulsen
Fag: Receptionist
Skole: Hotel- og restaurantskolen i Valby
Arbejdsplads:  The Square Hotel i København

– Jeg skal konkurrere ud fra en hotelbeskrivelse, som vi allerede har modtaget. Hotellet ”ligger” i Seattle, og derfor er jeg faktisk på vej til Seattle i næste uge, for at forberede mig.  Det bliver megaspændende! og helt sikkert hårdt og intenst. Vi skal se på transport, seværdigheder og tjekke restauranter ud – i det hele taget studere byen, så jeg bedste muligt kan guide gæsterne på ”hotellet” til WorldSkills i Lyon. Vores konkurrence foregår meget som rollespil og cases, og der er mange discipliner fx klager fra gæster og svare på anmeldelser fx på tripadvisor.
Jeg glæder mig bare til det hele, særligt at skulle af sted sammen med de andre. Det er fedt at møde andre unge, der brænder for deres fag. Og coachingen vi får på landsholdssamlingerne hjælper helt klart – det gør noget at arbejde med ens mindset, siger Ida Bekker Poulsen.

Navn: Nicklas Friis Knudsen
Fag: Bygningsstruktør
Skole: AMU Nordjylland i Aalborg
Arbejdsplads: HME Byg og Entreprenør i Aars

-Det er fedt at være på Skillslandsholdet og komme ud og prøve en masse spændende ting. Jeg glæder mig til at se opgaven, og se hvor stort det hele er i Lyon. Som bygningsstruktør konkurrerer vi i hold, så Alex og jeg er sammen, og vi træner også sammen. Jeg synes klart, det er en fordel at arbejde på et hold, for der kommer tempo på og opgaven bliver stor, det ved vi på forhånd. Jeg bor i Aalborg, og kører til Aarhus to dage om ugen for at træne sammen med Alex og vores træner, og hjemme træner jeg på at binde jern i beton -min mester er heldigvis meget positiv og synes det er fedt, vi skal af sted. Selv er jeg stærk i præcision og opmåling – og vi går da selvfølgelig efter en medalje, siger Nicklas Friis Knudsen.

Navn: Alex Overby
Fag: Bygningsstruktør 
Skole: Aarhus Tech
Arbejdsplads:  Per Aarsleff i Brande

– Det er en fed mulighed at være en del af Skillslandsholdet, og det fællesskab, der bliver bygget op på tværs af fagene på  samlingerne, bliver helt sikkert mega vigtigt, når vi skal af sted.
Nicklas og jeg skal jo konkurrere i par. Derfor træner vi selvfølgelig også sammen, og jeg synes vi samarbejder godt. Træningen er på Aarhus Tech, hvor vi har alle materialer og vores træner. Vi får opgaven ca. 4 uger før konkurrencen, og på det tidspunkt træner vi så en måned full-time. Lige nu øver vi på det meste fx armering, forme, opmåling og på at blive hurtigere. Det bliver fedt at komme afsted! siger Alex Overby.

Navn:  Mads Kryger
Fag: Karosseritekniker
Skole: College 360 i Silkeborg
Arbejdsplads:  Bil & Co i Aabenraa

– Det er helt vildt at skulle afsted og være på Skillslslandsholdet – det bliver en kæmpe oplevelse, og jeg glæder mig så meget til at se det store setup. Det er også fedt at være en del af et landshold, og på samlingerne får vi vigtig info og lærer hinanden at kende, det er super.
Min læreplads bakker 110 % op om, at jeg skal af sted, og jeg træner hver dag på arbejdet med de lidt større og sværere opgaver. Lige op til vi skal af sted, skal jeg på træningsophold på skolen, hvor vi skal øve nogle særlige ting.
Jeg er bedst til at svejsning og til at rette buler op, og drømmer selvfølgelig om en førsteplads, siger Mads Kryger.

Navn:  Andreas Sparre Højsted
Fag: Tømrer
Skole: Træner på Next  og på Celf
Arbejdsplads:  Gl. Holte Tømrer i Hørsholm

– Min styrke er min præcision, min finish og sans for deltaljer, men  samtidig er det også min svaghed, for det gør mig lidt langsom. Så jeg øver mig i at blive hurtigere og prioritere min tid. Lige nu træner jeg ren problemløsning, hvor jeg kigger på tegninger og regner på tidligere opgaver, men fra den 1. juli træner jeg på fuld tid frem til WorldSkills.
Jeg glæder mig til at skulle af sted, og synes det er fedt, at vi får en masse gode råd og viden på landsholdssamlingerne – og så lærer vi jo også hinanden at kende – det er fedt, siger Andreas Sparre Højsted.

Navn:  Jakob Barslund Rasmussen
Fag: Autolakerer
Skole: College 360 i Silkeborg
Arbejdsplads: Exolak Viborg Autolakering

– Lige nu er jeg til en internationale træningskonkurrence i Frankfurt, hvor vi er 8 deltagere. Jeg kan godt mærke, det er højt niveau – opgaverne er sværere, det er mindst 3 gange hårdere end til DM, og det er tydeligt, at vi kommer med meget forskellige baggrund. Den japanske deltager har fx trænet i 3 år! Det er vildt, når jeg ”kun” træner intensivt denne sommer før WorldSkills. Men jeg glæder mig til Lyon, og min mester bakker mig meget op, men det er gået op for mig at et WorldSkills ikke er bare lige, siger Jakob Barslund Rasmussen.

Navn: Tobias Kjærgaard Madsen
Fag: Lastvognsmekaniker
Skole: Tech College i Aalborg
Arbejdsplads: Man Nordjylland i Svenstrup

– Jeg glæder mig nok mest til at lære noget nyt og lære nogle nye mennesker at kende. Jeg træner jo sådan set hver dag på arbejde og har sat 4 uger af op til konkurrencen til at træne fuldtid også. Min mester støtter fuldt ud – han har selv deltaget i konkurrencer før, så han ved, hvordan det er. Han tror jo selvfølgelig at jeg vinder det hele. Jeg er nok bedst til de tekniske opgaver – fejlfinding på elektriske anlæg er nok det jeg har det bedst med. 
Jeg går selvfølgelig førstepladsen, ellers er der ingen grund til at deltage! siger Tobias Kjærgaard Madsen.

Navn: Oscar Dahl Nielsen
Fag: Industritekniker – drejning
Skole: Tech College i Aalborg
Arbejdsplads: Nordturn Maskinfabrik 

– Jeg træner hver dag hjemmefra på min pc og selvfølgelig på mit arbejde, hvor vi har nogle af de samme maskiner, jeg skal arbejde med i Lyon. Jeg glæder mig helt vildt til selve konkurrence og til at se niveauet dernede – det bliver megafedt. Jeg håber opgaven kommer til at indeholde mange forskellige aspekter af mit fag både med fræsning og drejning. Min styrke er, at jeg balancerer effektivitet og nøjagtighed – jeg er ret hurtig og præcis.
Det er fedt at være en del af Skillslandsholdet, – jeg er imponeret over, hvor stærkt et sammenhold vi allerede har fået, og coachingen giver os gode redskaber – det er bare fedt, siger Oscar Dahl Nielsen.

PensionDanmark er hovedsponsor for Skills Team Denmark

PensionDanmark er sponsor for Skillslandsholdet, hvilket er en uvurderlig støtte for udsendelsen af de unge til WorldSkills 2024 i Lyon.

”Der er mange gode grunde til, at vi ønsker at støtte Skillslandsholdet, hvor en stor del af de unge talenter er medlemmer i PensionDanmark. Som en af landets største bygherrer er vi afhængige af fagligt dygtige håndværkere, der er en forudsætning for, at vi kan bygge bæredygtigt i høj kvalitet. I andre brancher er dygtige faglærte kokke, tjenere og rengøringsassistenter vigtige brikker for at bibeholde Danmark som en attraktiv turistdestination og hermed for den fremtidige velstand. Endelig er den grønne omstilling et afgørende fokuspunkt for os, og dén omstilling kan kun ske, hvis vi har tilstrækkeligt mange faglærte håndværkere inden for de grønne erhverv til at rejse vindmøller og udbygge den elektriske infrastruktur mv.  Derfor er vi stolte over at være sponsorer for Skillslandsholdet, der er en vigtig ambassadør for hele det faglærte arbejdsmarked,” siger administrerende direktør i PensionDanmark Peter Stensgaard Mørch.

Search