I 1963 tog det første danske håndværkerlandshold ud i verden for at være med i den tids WorldSkills. Her møder vi tømreren Niels, der kom hjem med en bronzemedalje.
”- Et råd til efterfølgere: Tag så meget af jeres værktøj med som muligt, og lad være med at bruge for meget tid på udenomssnak, når I arbejder”.
”Man skal tage det roligt, og er der noget, man ikke forstår, skal man bare spørge den tilsynsførende”
Gode råd som den dengang 17-årige tømrerlærling Niels Christian Paulsen fra København havde med hjem fra det første WorldSkills med dansk landsholdsdeltagelse: Dublin 1963.
Med i bagagen havde han også den ene af de to danske medaljer, den af bronze.
I dag er Niels blevet 74 og kan se tilbage på et langt håndværkerliv. Han har været så vidt omkring med sin tømrerbaggrund, at det hele ikke bare kan remses op, men turen til Dublin i 1963 står skarpt, og hans korte version af den lyder:
– Det var skideskægt.
Spiren til WorldSkills blev lagt med nationale konkurrencer i Spanien i 1947, og fra 1950 blev det internationalt, da Portugal sluttede sig til. Tre år senere var det vokset med England, Vesttyskland, Marokko, Schweiz, Italien og Frankrig, og i dag tæller WorldSkills over 80 medlemsnationer.
Danmarks debut kom altså i 1963. Irland var vært, og den irske regering sendte en invitation til den danske.
Sagsbehandlingen gik til ”det tekniske tilsyn med den tekniske undervisning” som tog invitationen med til ”skolerådet for de tekniske skoler.” Her var der begejstring for ideen, selv om der var mindre end et halvt år til konkurrencen.
Man lyttede til irernes anbefaling om at lægge ud med et mindre landshold på højst ti deltagere.
Niels Christian Paulsens vej til landsholdet bød på hele tre udtagelsesrunder. Det begyndte på hans egen fagskole:
– Den første havde vi i klassen, så fik vi at vide, at den der havde den bedste karakter skulle med til den næste udtagelseskonkurrence.
– I anden runde skulle man samle elever til en udtagelseskonkurrence fra de nærmeste fagskoler – en fra Køge bl.a. – og den fik jeg lov at vinde. Jeg hørte, de gjorde noget lignende andre steder i landet.
Han husker en af konkurrenceopgaverne, den på Sjælland – det var en ”lige fransk lås” – der blev brugt som testobjekt.
– Det var også en af de sjove opgaver, siger han og tager en gammel manual frem for at fremvise tegningerne af en fransk lås i en stor håndbog med titlen ”Bygningskonstruktion” fra ”Bygningskonstruktørskolen”. Den bog har han støttet sig til hele arbejdslivet.
– Jeg passer også lidt på den, det kan da godt være, man kan støve en op. Altså der er alt med.
Den 3. og sidste udtagelseskonkurrence afgjorde det:
– Vi blev kaldt til Herning i en uge med jyder og fynboer, så lavede de den endelige konkurrence der, om hvem der skulle med.
Det færdige landshold blev klædt på af den berømte trikotagefabrik Angli:
– Så skulle vi mødes i København og fes rundt til en skrædder fordi vi skulle have de samme jakker. Farverne ser ikke ens ud på fotoet, men jeg husker dem som blå alle sammen.
I nogle fag var der både en ”senior” og en ”junior” med til VM. Derfor var der to tømrere på det danske landshold – Niels var som født i februar 46 ”junior”, mens ”senior”, som var et par år ældre, var Nis Jessen Møller fra Herning.
Landsholdet bestod af:
Møbelsnedker (Kjeld Torben Jensen, København)
Bygningssnedker (Flemming Åge Holm, Roskilde)
– de to tømrere –
Murer (Ole Jørgen Hæstrup Pedersen, København – ”senior”)
Murer (Henning Nørgaard Nielsen, Vejle ”junior”)
Blikkenslager (Robert Mehlsen Olsen, Herning)
El – ”husinstallatør” (Per Torben Christensen, Frederiksberg)
El – ”fabriksinstallatør” (Hans Dirk Dirks, Haderslev)
Sølvsmed (Peter Tåning, København)
Sølvsmeden Peter Tåning tog VM-guldet – ham har vi tidligere fortalt om her.
Som teamleder udpegede man kostskoleinspektør og faglærer K. L. Lykkegaard fra Herning Håndværkerkollegium.
Deltagerne i konkurrencerne i Dublin kom fra Belgien, Vesttyskland, Storbritannien, Holland, Japan, Irland, Italien, Luxemborg, Portugal, Schweiz, Spanien og Danmark. Sverige og USA sendte observatører.
15 kroner i lommepenge
Den danske rejse med landsholdet til ”Den 12. internationale lærlingekonkurrence” i 1963 kostede 21.000 kroner. Der var ikke tid til at satse på statslig finansiering, men heldigvis var der sponsorer, man kunne søge hos.
Beløbet svarer til 240.000 i dag, og for de 21.000 1963-kroner, som blev givet af Tuborgfondet, fik man rejse og lommepenge betalt for landsholdet.
– Vi fik 15 kroner om dagen, det svarede til et irsk pund, som sjovt nok den gang var mindre værd end det engelske, husker Niels.
Turen til Dublin gik med fly via Manchester, hvor man skiftede til det irske luftfartsselskab Aer Lingus.
I alt blev VM-eventyret en lang tur, for den strakte sig over næsten tre uger. Deltagere og holdledere blev indkvarteret på en ferietom drengekostskole nord for Dublin, og i modsætning til sølvsmeden Peter, som vi har hørt beskrive sengene som noget skidt, synes Niels, han sov udmærket:
– Det var et fint sted, de havde svømmehal, jeg husker det som godt.
Efter en uges tid med tilvænning og kig på opgaver og værksteder gik konkurrencerne i gang.
– Vi var desværre ikke samlet – det var ikke en kæmpehal – vi stod spredt i forskellige lokaler og dem ved siden af lavede noget helt andet. Men vi fik lov at gå en tur om aftenen, og jeg var da også henne og se det, de andre havde lavet.
– Vi stod jo og høvlede træet, vi fik bare noget råt træ at arbejde med, og det undrede mig meget, tømrerarbejde hjemme på værkstedet var som regel i savskåret træ, så det kom lidt bag på mig.
Også andre deltagere, blandt andet den tyske og den østrigske udtrykte deres overraskelse over træet.
Opgaven mindede om en klokkestabel – uden helt at være det – og trods det uvante råmateriale leverede Niels en præstation, der var god nok til bronzemedaljen.
– Englænderen vandt guld, en irer vandt sølv og så fik jeg bronze.
Efter konkurrencerne var slut, skulle der bruges flere dage på bedømmelser, men landsholdet kom ikke til at kede sig. De blev sendt på udflugt med bus i flere dage rundt i Irland. Skibsværftet i Cork, middag på byens rådhus, det smukke Killarney, og især blev Niels og hans kammerater imponerede af et besøg på den fabrik, Ålborg Portland havde bygget i Drogheda.
Har været vidt omkring
I dag kan Niels se tilbage på det lange liv som håndværker med afstikkere til flere andre fag og afveksling mellem job som selvstændig og ansat.
I fritiden har det franske spil Petanque fyldt rigtig meget for ham og hustruen Sonja. De har været med på eliteniveau internationalt, og Sonjas medaljer, blandt andet en VM-medalje, fylder mere i hjemmet end den bronzemedalje, Niels fik med sig fra Dublin
Adressen er nu Vamdrup i det sydjyske, men han lyder ikke spor jysk, når man får fat på ham i telefonen. Han lyder stadig som københavner – født i Gentofte – ,men som ægte håndværker har han været parat til at flytte omkring efter de gode job, og at han og hustruen Sonja endte i Vamdrup efter at have nået pensionsalderen, kom sig bare af, at der var et hus, de kunne lide, og da begge deres voksne børn på den tid boede i udlandet, ”kunne det være lidt lige meget” hvor i landet, de selv slog sig ned.
Vamdrup er en lille by men de er faldet godt til og har fundet gode venner og naboer. Området byder også på god natur til gåturene med hunden. Den dag vi kom med ud at gå med hunden var det dog et hulens vejr med regn og blæst, så det blev en kort runde kvarteret.
Tidligt med på byggepladsen
Hans far var tømrer og det satte sig tidligt i den næste generation.
– Jeg var ikke meget mere end otte-ni år, da jeg var med ude på byggepladserne, så jeg havde nok i forhold til de andre en lille smule grundviden, inden vi kom til første fagklasse.
Gentofte blev byttet ud med Amager, netop som han var var færdig med første klasse i skolen, og det gav et af datidens problemer:
– Den gang begyndte man i første klasse som seksårig i Gentofte, men på Amager kom man først i skole som syvårig.
– Så de ville have, at jeg skulle starte forfra i 1. klasse, men det fik en på skolen lavet om, så jeg fik lov at komme i 2.
Flytningen til Amager var kommet sig af, at jorden var billig derude, og hans far havde fundet en god grund til familiens nye hjem – en gulerodsmark.
– Der stod sgu gulerødder over det hele, husker Niels.
Og med en bygmester som far var det bare naturligt, at Niels også skulle være tømrer:
– Jeg kunne godt lide at være med rundt på byggepladserne, men den første tid var jeg mest murerarbejdsmand, for han byggede huse og murede dem også selv op. Han mødte en, der havde købt noget jord på Amager og gerne ville bygge nogle huse der, og så lavede han det.
En af hans fars tidligere kollegaer havde startet sin egen virksomhed ude i Ballerup, og han ville gerne have en lærling, der kunne lidt i forvejen.
Så Niels fik en mester, der hed Jørgen Lundbak Christensen og var ud af en ret kendt håndværkerfamilie i den tid.
– De var ni brødre oppe fra Gug der var håndværksmestre alle sammen. Jørgen var en super lærermester, vi fik lov at lave rigtig gammeldags tømrerarbejde som bindingsværk. Noget af det første bjælkelag, jeg var med til at lave, det var tømmer inde fra det nedlagte Grønlandske Handels lager, hvor der lå nogen 12-12 bjælker (12 gange 12 tommer), de blev skåret ned så de var 5-10, de blev brugt til et bjælkelag i et hus. 270 år gammelt træ. Pommersk fyr.
– Jeg kan godt sige dig, når du satte afbindingsjernet på det og daskede det med kniplen, så endte jernet en meter oppe i luften, hvis ikke du slog igennem. Jeg har aldrig oplevet lignende træ. De var blevet skåret ned til de der fem gange ti tommer, men jeg siger dig, de var tunge. Så bygherren fik et bjælkelag, så selv hvis du satte et Hornung-flygel midt på gulvet, ville det ikke synke en millimeter.
Hårdt slid
Som mange ældre håndværkere har Niels betalt prisen for et arbejdsmiljø, der var ringere reguleret end nutidens. Ryggen er slidt, og en alvorlig infektion førte en overgang for mange år siden til, at han ikke måtte arbejde i risiko for træstøv i et helt år. Så blev han sygehjælper og blev hængende i den funktion i længere tid.
– Men så trak det så meget i skjorten, at jeg gerne ville ud og arbejde som tømrer igen.
Han lærte store forskallingsopgaver hos Pih&Søn, arbejdede så i mange år hos Rasmussen og Clausen på Frederiksberg, som havde 10-12 tømrersvende,
– En af de store kunder var KTAS, så der gik jeg som sjakbajs i fem-seks år og styrede projekterne i det store telefonhus.
Så rykkede han og familien til Næstved egnen. Her har han blandt andet som selvstændig haft fornøjelsen at betonrenovere adskillige beboelsesejendomme, og i den ufuldstændige remse af job gennem et langt håndværkerliv er også nogle år, hvor han servicerede grillbarer og pølsevogne i København, eller byggede hotelreceptioner og lavede el-arbejde (!) på Gran Canaria, mens familien holdt ferie et af på bygherrens andre hoteller.
– Jeg skulle også hænge lysarmaturer op i hele hotelloftet, de skulle kunne tændes i forskellige tempi, det var elektrikerarbejde, men i Spanien var der ikke nogen faggrænser den gang, og når man så de eksisterende installationer, tænkte man Gud, det er sært der ikke er flere der er døde af det. Men med helt nye kabler lavede vi det anlæg uden om hele den gamle installation.
I tiden på Sydsjælland dukkede problemerne efter det hårde slid op.
– Da jeg havde det vrøvl med ryggen, blev jeg skolet om til at lave forme til at støbe fiberbeton.
– Det var da sjovt at arbejde med i stedet for hele tiden at banke spær sammen eller ligge på knæene og lægge bøgeparket, fordi den regning, det er noget der kommer, når du fylder 70, så begynder det. Og det nytter ikke at ærgre sig over, at du ikke gad bruge knæpuder og alt sådan noget. Men vi var vel heller ikke gode til at huske det, det er ikke altid arbejdsgiverens skyld, at folk ikke gider bruge hjælpemidlerne, men det var jo for eksempel sådan, at nogen af de knæpuder, de gammeldags med elastikker i knæhaserne – der går halvanden time, så er du kogt som … så gad man ikke bruge dem.
Men når han gør det hele op, har det været et indholdsrigt arbejdsliv.
– Så det er ikke fordi jeg ikke har prøvet noget, og det har ikke været tømrerarbejde alt sammen.
– Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev håndværker, der har været utrolig mange sjove oplevelser.
