PensionDanmark forlænger og forøger støtten til Skillslandsholdet

PensionDanmark forlænger deres engagement i Skillslandsholdet og øger støtten for at styrke de danske deltagere ved både EuroSkills og WorldSkills.

Når 22 deltagere fra Danmark senere på året deltager i Euroskills i Polen, som er europamesterskaberne for erhvervsuddannelseselever og unge håndværkere, er ambitionen, at de unge talenter ikke kun er mestre i deres respektive håndværk. De er forhåbentligt også både fysisk og mentalt klædt bedre på til den højintense konkurrence, hvor de dyster mod andre unge talenter fra hele Europa. Pension Danmark har nemlig hævet deres sponsorat til Skills Danmark som led i at forberede de danske deltagere bedre og således højne niveauet for den danske deltagelse. 

“Danmarks velstand og understøttelsen af den grønne omstilling er afhængig af, at vi fortsat kan levere viden og faglighed ved at uddanne dygtige talenter inden for de faggrupper, som er repræsenteret ved DM i Skills. Derfor vil vi gerne sikre, at Skills-landsholdet får optimale betingelser. Desuden er landsholdet en fremragende eksponent for uddannelse og et højt fagligt niveau, der er centralt for vores medlemmers fremtidige beskæftigelse,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Sponsoratet skal bruges til at udvikle et standardiseret forberedelsesprogram, der indeholder mange af de samme elementer, som man kender fra den professionelle sportsverden, hvor mental og fysisk træning bliver en fast del af forberedelserne forud for konkurrencen. 

”Der er ingen tvivl om, at det er nogle ekstremt dygtige håndværkere, vi sender afsted til de internationale konkurrencer, men det kræver også fysisk og mental forberedelse at skulle præstere så intenst på internationalt plan. Nu har vi mulighed for at løfte dem, så de bedre kan stå distancen og lave et individuelt forløb med coaching og fysisk træning til hver enkelt deltager, ” siger Jens Søndergaard Hansen, som er teknisk delegeret og ansvarlig for danske Euroskills landshold.

Som led i de nye træningsprogrammer vil der samtidig blive oprettet konkurrenceteams bestående af deltager, træner og dommer, som forud for konkurrencen kommer til at arbejde tæt sammen.

”Vi skal tage en række dygtige unge talenter, der har vundet Danmarksmesterskabet i deres fag – og gøre dem til fagatleter, der kan konkurrere på internationalt niveau. Og den har vi bedre mulighed for takket være PensionDanmarks store støtte”, siger Jens Søndergaard Hansen.