For første gang nogensinde deltager Grønland i DM i Skills - og det med en stand, der bringer publikum helt tæt på arktisk håndværk, kultur og hverdagsliv
Torsdag aften dannede DM i Skills i Hjørring rammen om en velbesøgt forældreaften, hvor mere end 200 familier – både forældre og unge – mødte op for at få indblik i erhvervsuddannelsernes mange muligheder.
Aftenen begyndte med en rundtur i de store telte, hvor deltagerne kunne opleve konkurrencerne på tæt hold og besøge de populære “prøv, mærk og føl”-områder. Her fik både unge og voksne mulighed for selv at teste forskellige fag og få en fornemmelse af, hvad uddannelserne indebærer i praksis.
Efterfølgende samledes alle i Fiberhallen til fælles velkomst og oplæg. Her blev gæsterne budt velkommen af en engageret Christian Degn, som guidede publikum gennem aftenen. De fremmødte fik også mulighed for at møde dygtige fagatleter fra Skillslandsholdet, der deltog i EuroSkills i Herning i september 2025, samt teamleder Julie Norman Leth.
Formålet med arrangementet var klart: at synliggøre de mange erhvervsuddannelser og vise bredden og mulighederne ved at vælge en faglært karrierevej. SkillsDenmark håber, at aftenen vil inspirere familierne til at tage en snak om uddannelsesvalg – ikke mindst over aftensmaden efter arrangementet.
Og netop indtrykkene var mange blandt de fremmødte. Niels Ole Larsen og hans søn Magnus var blandt deltagerne og lod sig imponere:
– Det er et helt vildt setup. Vi er overraskede over, hvor stort det er, og det er spændende at se alle fagene. Det er fedt, at man laver sådan et stort arrangement for de unge, sagde Niels Ole Larsen.
Magnus supplerede:
– Jeg var mest interesseret i at se kok og konditor, fordi jeg selv godt kan lide at lave mad.
Også familien Proderløft havde taget turen til DM i Skills. Her fortalte far Heine:
– Vores ældste søn Carl har været her hele dagen. Han vil gerne være elektriker og var meget begejstret for “prøv, mærk og føl”-området, hvor han fik lov til at prøve at trække kabler. Nu er vi her med vores yngste for at se på de andre fag.
Mor Louise var ligeledes positivt overrasket:
– Jeg er imponeret over, hvor stort det er, og hvor dygtige de unge mennesker er. Det er rigtig godt at få inspiration med hjem – også selvom Marius lige nu mest drømmer om at spille fodbold.
Efter oplægget fik alle familier udleveret en aftensmadspakke. Nogle valgte at nyde maden i foodtruck-området, mens andre tog den med hjem – forhåbentlig som anledning til en god snak om fremtidens uddannelsesmuligheder.