Nysgerrige gymnasieelever på besøg

290 elever fra Fredericia gymnasium deltog fredag i det nye tiltag Gymnasieskills, hvor de lokale afgangsklasser kom forbi DM i Skills for at få et indblik i de mange muligheder, der ligger i at tage en faglært uddannelse efter studentereksamen.

De nysgerrige gymnasieelever blev budt velkommen af Søren Heisel, formand for SkillsDenmark. Og efter et oplæg ved tidligere danmarksmestre i håndværk, kom de på guidet rundtur til nogle af de 70 fag, der er repræsenteret ved årets DM i Skills.

Vi talte med et par af gymnasieeleverne for at høre, om besøget har givet dem lyst til at tage en erhvervsuddannelse.

”På skolen fortæller de om de forskellige erhvervsuddannelser, men vi oplever dem ikke i praksis. Her på Skills får du måske de bedste muligheder for at vælge uddannelse fremadrettet, for når du ser, hvordan de fysisk arbejder, bliver det superinteressant. Det får mig til at blive mere engageret, og jeg har faktisk lyst til selv at deltage, når jeg ser det fysisk. Jeg er glad for, at vi kom her i dag, og det har været superspændende.”
Halit, 3.i på STX på Fredericia Gymnasium.

”Jeg har fået en masse viden ud af det i dag og et lidt større indblik i, hvad det vil sige at gå på en erhvervsuddannelse. Ikke fordi jeg nu ønsker at tage en, men jeg har en bedre forståelse af, hvordan det er på en erhvervsuddannelse, og hvad det kræver. Det kan man måske nogle gange godt undervurdere.”
Natascha, 3.i på STX på Fredericia Gymnasium.

Search