Ny håndbog til kommende DM-værter

SkillsDenmarks nye håndbog til DM-værter er målrettet kommuner.

SkillsDenmark har udgivet en ny håndbog, der skal hjælpe kommende værter ved DM i Skills godt i gang. Håndbogen består af to onlinepublikationer, der ligger på SkillsDenmarks website: Del A er målrettet beslutningstagere, og del B er tilegnet projektledere. Dertil kommer en samling af nyttige praktiske eksempler i bilag.

”At byde ind på et værtskab for DM i Skills er en stor og vigtig beslutning for en kommune, og der er mange ubekendte, der skal tages stilling til. Vi håber, håndbogen her vil hjælpe beslutningsgangen og den praktiske planlægning,” siger Simon Neergaard-Holm, der er direktør i SkillsDenmark.

SkillsDenmark har som mål at udbrede DM i Skills til så mange forskellige kommuner som muligt og håber, håndbogen vil kunne inspirere endnu flere kommuner til at byde ind på værtskab.

”DM i Skills er ikke bare et hvilket som helst stort arrangement – det skal være igangsætter for en udvikling, hvor flere skal inspireres til at vælge en erhvervsuddannelse, så der skal være noget at arbejde videre med, når teltpælene er rykket op, og DM i Skills drager videre på sin færd rundt i Danmark”, siger Simon Neergaard-Holm.

Det næste DM i Skills afholdes i Hjørring Kommune i 2026.

Se eller download håndbogen

Search