Ny DR-serie sætter fokus på Skillslandsholdet

DR-serien “Hænder af guld” har premiere den 3. december.

Blomsterdekoratør Louise Søltoft Pedersen er en af hovedrolleindehaverne i DR's nye serie "Hænder af Guld" om Skillslandsholdet 2025.

DR sætter spot på nogle af Danmarks dygtigste unge faglærte i den nye tv-serie “Hænder af guld”, som får premiere onsdag den 3. december på DR1. Serien følger Skillslandsholdet 2025 tæt – både i forberedelserne frem mod EuroSkills Herning og under selve mesterskabet.

Et kamerahold har i månedsvis fulgt de unge fagatleter gennem træning, konkurrencer og hverdagsliv. Resultatet er blevet en DR-serie i tre afsnit, der giver et unikt indblik i dedikationen, sammenholdet og stoltheden bag de danske erhvervsuddannelser.

Fire unge fagatleter i fokus
Serien følger især fire medlemmer af Skillslandsholdet:
Louise Søltoft Pedersen, blomsterdekoratør og guldvinder ved EuroSkills Herning 2025,
Tjalfe Kaster Mortensen, flisemurer,
Kaja Lorenzen, social- og sundhedsassistent, samt
Malthe Naundrup Nielsen, elektriker og konkurrencedeltager i Industri 4.0.

”Det har været både sjovt, udfordrende og tidskrævende at være med i serien. Nogle gange fulgte tv-holdet mig i fire timer for bare at få et par minutters optagelse. Men det er vigtigt at vise erhvervsuddannelserne frem fra den positive side, og jeg er glad for, at jeg sagde ja til at være med. Jeg glæder mig helt vildt til at se det endelige resultat,” fortæller Louise Søltoft Pedersen.

Rekordmange medaljer til Danmark
Skillslandsholdet 2025 blev det mest succesfulde danske Skillsllandshold nogensinde. Ved EuroSkills Herning 2025 vandt holdet hele 27 medaljer – heraf 1 guld, 6 sølv, 6 bronze samt 14 Medallions for Excellence.
Med 43 fagatleter fordelt på 34 konkurrencer var det samtidig det største danske Skillslandshold til dato.

Premiere den 3. december på DR1
“Hænder af guld” sendes i tre afsnit på DR1 med premiere onsdag den 3. december. Serien kan også ses på DR TV.

Search