Medal of Excellence til Gry og flot placering til Jan i Salzburg

Gry Astrup opnåede en 6. plads ud af 19 ved VM for murer i Salzburg, Østrig – det udløste en Medal of Excellence for den ekstraordinært gode præstation. Jan Aggerholm Andersen fik en flot 8. plads til VM for entreprenørmaskinmekanikere.

Gry Astrup og Jan Aggerholm Andersen

De sidste konkurrencer i WorldSkills Competition 2022 Speciel Edition blev afgjort i Salzburg, Østrig 24. – 26. november. Her var Skills Landsholdet repræsenteret med to danske deltagere, Gry Astrup i murerfaget og Jan Aggerholm Andersen i entreprenørmaskinmekaniker. Begge Danmarksmestre fra 2022 i deres fag, og begge klarede sig flot i konkurrencen mod i de aller bedste fra hele verden.

Gry Astrup fra Murerfirmaet Glenn Østergaard og Herningsholm Erhvervsskole fik en imponerende Medal of Excellence og kan nu kalde sig den 6. bedste unge murer i hele verden.

”Jeg er tilfreds med resultatet og glad for at få sølvtøj med hjem til Danmark. Det var en virkelig hård konkurrence og jeg synes, at det gik godt. Det har været virkelig fedt, at være med og jeg har fået fantastisk opbakning hele vejen igen, siger Gry.

Jan Aggerholm Andersen fra Zeppelin Danmark og HEG fik en flot 8. plads ved WorldSkills konkurrencen i ”Heavy Vehicle Technology”. I Danmark har vi forskellige konkurrencer i entreprenørmaskinmekaniker faget og landsbrugsmekaniker faget, men i Salzburg blev deltagerne udfordret i både lastbiler, traktorer, tromler og gravemaskiner.

”Jeg synes faktisk, at det gik godt i forhold til, at jeg ikke er vant til at skrue på de maskiner, vi blev stillet overfor hernede. Det har være en fed oplevelse, at være med og møde de andre lande og se, hvordan de gør det”, siger Jan Aggerholm Andersen.

Resultater fra WorldSkills i Salzburg: 

Bricklaying (murer)

(3 guldmedaljer og ingen sølv/bronze)

Guld: Pierre Holze, Tyskland

Guld: Yuanzhou Wu, Kina

Guld: Ben Zaugg, Schweiz

Heavy Vehicle Technology (entreprenørmaskinmekanier)

(4 bronzemedaljer pga. pointlighed)

Guld: Xinhua Jiang, Kina

Sølv: Rinalds Vanters, Letland

Bronze:

Pascal Hofstetter, Schweiz

Thomas Bontemps, Frankrig

Malcolm Matvijek, Canada

Seonggyu Park, Korea

 

 

Gry Astrup og Jan Aggerholm Andersen ved WorldSkills 2022. 

Fakta om WorldSkills 2022 - special edition

WorldSkills 2022 er en ”special edition” med konkurrencer rundt om i hele verden heraf en på College 360 i Silkeborg. På verdensplan deltager over 1000 unge mennesker fra mere end 58 forskellige regioner og lande, og der konkurreres inden for 61 forskellige fag i 15 forskellige lande. Danmark stiller op med unge konkurrencedeltagere i 8 konkurrencer og dommere i 9 konkurrencer.