Master Talent uddeler rejselegat til deltager på Skillslandsholdet

Julie Victoria Schier Kirkegaard, bager, DM i Skills vinder og sølvmedaljevinder ved EuroSkills i Gdansk '23, modtager rejselegat fra Mastertalent.

Julie glæder sig til at komme rundt i Europa og studere andre typer af bagemetoder og opskrifter

Julie Victoria Schier Kirkegaard er tidligere DM i Skills vinder og deltager på det danske Skillslandshold. Nu har hun modtaget et rejselegat på 50.000 kroner fra Master Talent. Midlerne skal bruges til en studierejse rundt i Europa, hvor der skal studeres bagemetoder og opskrifter.

– Uden legatet var jeg ikke kommet af sted, så det er jeg meget taknemmelig for. Rejselegatet og muligheden for at rejse ud og lære nyt betyder ALT for mig. Jeg håber jo på at blive selvstændig en dag, og vil gerne være så dygtig som muligt, siger Julie Victoria Schier Kirkegaard og fortæller videre:

– Konkret forventer jeg at få ny viden om bagerfaget fx nye opskrifter og lære nye metoder, måske vil nye øjne på de metoder jeg anvender også kunne udvikle mit arbejde, Jeg er særligt interesseret i at opleve nye måder at arbejde med rullede deje på fx wienerbrød og croissanter, det ved jeg man gør på meget forskellige måder i andre lande.

Julie Victoria Schier Kirkegaard skal besøge bagermestre og bageruddannelser i Holland, Belgien, Frankrig, Schweiz og Italien i løbet af de tre måneder, hun skal være af sted.

– Jeg glæder mig heelt vildt. Jeg holdt aldrig et sabbatår mellem min studentereksamen og min bageruddannelse og har så meget udlængsel og rejselyst og ser virkelig frem til at udvikle mig fagligt – og hvem ved, måske kommer der nye brødtyper og kager på disken, når jeg vender hjem, siger Julie Victoria Schier Kirkegaard.

Man kan følge med i Julies studietur i Europa denne sommer på Mastertalents Facebook, hvor Julie løbende vil opdatere.

Fakta om Master Talent
Master Talent Program – Arts & Crafts er et talent- og karriereudviklingsprogram for håndværkere, kunsthåndværkere og designere. Læs mere på www.mastertalent.dk