Julie fandt sin rette hylde i bagerfaget 

Julie gik i lære som bager efter hun blev student - nu drømmer hun om at åbne eget bageri.

Da Julie Victoria Schier Kirkegaard blev student, fik hun job hos en bager. Hun blev så glad for jobbet, at hun startede på bageruddannelsen på Uddannelsescenter Holstebro.

Men ikke alle omkring hende var lige begejstrede.

”Mine venner syntes, det var mærkeligt, at jeg ikke skulle læse videre og blive til noget andet. De så det lidt som at træde tre skridt tilbage, når nu jeg havde været på gymnasiet,” siger hun.

Julie lod sig ikke påvirke – for det vigtigste for hende er at lave noget, der hende glad. 

”Hvis der er noget, jeg godt kan lide at lave, så er andres holdninger ikke relevante. Jeg kan kun gøre det, der gør mig selv glad,” understreger hun.

Fra elev til guldmedaljevinder

Da Julie startede på bageruddannelsen, skinnede hendes talent igennem. Hun blev opdaget af en lærer, der opfordrede hende til at stille op til DM i Skills – og den udfordring tog hun op.

”Jeg kunne få lov til at være megakreativ. Det her med at lave nogle produkter, som var helt mine egne og tænke nyt inden for faget, tiltalte mig virkelig,”, fortæller hun.

Julie endte både med at vinde guld til DM i Skills i 2022 og 2023 og sølv til EuroSkills 2023 i Gdansk. Og selvom det krævede hård træning, har oplevelserne sat dybe spor.

”Det var helt surrealistisk fedt. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg kommer til at opleve sådan et stort moment igen,” fortæller hun om første gang, hun vandt DM i Skills.

Faglig stolthed og større anerkendelse

Skillskonkurrencerne endte med at få stor betydning for Julie faglige stolthed, og gennem hendes præstationer, blev hun bekræftet i, at hun var ekstraordinært dygtig til sit fag. 

”Konkurrencerne har betydet alt for min faglige selvtillid. Efter Skills skulle jeg ud at finde et nyt job, og bare det at kunne skrive, at jeg faktisk er rigtig god til mit fag. Hvis I hyrer mig, så får I en kompetent bager,” siger hun.

Hun mærkede også, at omgivelsernes syn på hendes valg af uddannelse ændrede sig.

”Jeg oplevede, at folk syntes, jeg var sej, modig og vildt dygtig,” fortæller hun.

Konkurrencemennesket lever stadig

I dag arbejder Julie som bager hos Jumbo Bakery i Aarhus, hvor både hendes arbejdsgiver og sultne aarhusianere nyder godt af de kompetencer, som Julie fik på sin Skillsrejse.    

”Jeg bruger en masse teknisk viden, som jeg ikke havde haft, hvis jeg ikke havde deltaget. Hurtigheden, nøjagtigheden og teorien har gjort mig bedre bager,” fortæller hun.

Selvom Skillskonkurrencerne er et overstået kapitel for Julie, lever konkurrencemennesket stadig i hende – og det er da heller ikke usandsynligt, at hun stiller op til en anden konkurrence inden for den nærmeste fremtid.

”Jeg savner hele spændingen omkring det. Adrenalinen, der kører i kroppen og forventningsfulde blikke. Hele atmosfæren, der er i at være i konkurrence. Måske stiller jeg op til Danmarks Bedste Bager næste år”, fortæller hun.

I fremtiden drømmer hun om at åbne sit eget bageri, hvor kreativitet, kvalitet og iværksætteri er i centrum.

Search