Håndværk i hallerne

Lokale virksomheder arrangerer spændende workshops og sjove konkurrencer for alle 7. klasser i kommunen til Mini Skills i Helsingør

Mini Skills i Helsingør bød på mange sjove aktiviteter og workshops, fotograf: Sandra Odgaard, ThinkAlike

De gamle skibsværftshaller i Helsingør summer of god energi, da kommunens 7. klasse elever ankommer til Mini Skills.

En lang række spændende workshops, arrangeret af lokale håndværksvirksomheder og handlende, står klar til at modtage eleverne. Og dagen igennem deltager mere end 700 elever i workshops, hvor de gennem leg og konkurrencer udfordres og udforsker forskellige håndværksfag.

– Vores ambition er, at Mini Skills skal være en god trædesten for eleverne på vejen til deres uddannelsesvalg – uden at vi taler uddannelse. Vi viser dem forskellige fag gennem workshops, konkurrencer og leg og vækker derigennem de unges naturlige nysgerrighed på de faglige uddannelser, siger Charlotte Karrebæk, der er projektleder på Mini Skills i Helsingør og til daglig koordinator på Helsingør Ungdomsskole.

Alle elsker Mini Skills
I år er det tredje gang Helsingør Kommune afholder Mini Skills, og eventen er en stor succes både blandt elever, lærere og virksomheder.
Liv og Camilla er lærere på Nordvestskolen i Helsingør og deltager i Mini Skills med deres 7. Klasser.

– Eleverne er godt forberedte og har glædet sig til at komme til Mini Skills. Nogle af vores elever går efter at prøve helt specifikke fag helt, mens de fleste er mere søgende. Som lærere håber vi, eleverne får øje på nogle nye fag og oplevelser her på Mini Skills – der er i hvert fald godt gang i den, siger Liv og Camilla.

Begejstrede virksomheder
Mini Skills arrangeres i tæt samarbejde med Ungdomsskolen, UU-vejlederne og ikke mindst Helsingør Erhverv og derigennem lokale virksomheder, og de står i kø for at være med.

– I år var der faktisk flere virksomheder fra andre kommuner, der ønskede at deltage, men vi holder fast i den lokale forankring, siger Charlotte Karrebæk.

Virksomhederne, der deltager, skal repræsentere en eller flere erhvervsuddannelser, de skal arrangere en workshop, og have en eller flere lærlinge med til Mini Skills.

 – Vi vægter ung- til-ung kommunikationen højt, så alle virksomheder deltager med en lærling. Og de virksomheder, der har ønsket det, har fået sparring ift. ideer til deres workshop, fortæller Charlotte Karrebæk.

Elevernes engagement i værftshallen vidner om, at de har en sjov dag. På sigt håber Helsingør Kommune og de erhvervsdrivende, at initiativer som Mini Skills vil få flere unge til at vælge en faglig uddannelse.

Se video fra Mini Skills i Helsingør

Sådan holder man Mini Skills

Dette forår arrangerer både Helsingør og Ballerup kommuner Mini Skills for alle deres 7. klasse elever. Begge kommuner har rigtig gode erfaringer med arrangementet, og afholder Mini Skills i tæt samarbejder med de lokale erhvervsdrivende, UU-vejledere, ungdomsskolen, og den lokale erhvervsskole.

SkillsDenmark opfordrer mange flere kommuner til at arrangere Mini Skills og bistår gerne med sparring og hjælp.

Fotograf: Sandra Odgaard, ThinkAlike