Stor stigning blandt unge, der overvejer en faglært karriere efter DM i Skills 2022

Andelen af unge i Region Sjælland, der overvejer at starte på en erhvervsuddannelse, steg med 33 procent efter DM i Skills i Kalundborg Kommune. Det viser en måling af holdningen til erhvervsuddannelser blandt unge i Region Sjælland foretaget før og efter DM i Skills i Høng.  

Autolakerer konkurrencen ved DM i Skills

 

48 procent af unge mellem 18-30 år i Region Sjælland vil nu overveje at starte på en erhvervsuddannelse. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for SkillsDenmark gennemført kort efter DM i Skills, der blev afholdt i slutningen af april i Høng, Kalundborg Kommune. Samme undersøgelse blev også gennemført en måned før DM i Skills, og her svarede 36 procent, at de vil overveje en erhvervsuddannelse.

”Det viser, at det kan lade sig gøre at nå ud til de unge og påvirke deres opfattelse af erhvervsuddannelserne. Når vi præsenterer uddannelserne i et positivt lys og ikke bare fortæller om uddannelserne – men faktisk viser, hvad de laver, så bliver det meget nemmere at forholde sig til. Det er derfor, at DM i Skills er vigtigt. Det er her man kan få øjnene op for de mange muligheder en erhvervsuddannelse giver og samtidig spejle sig i landets største unge talenter, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

Men det er ikke kun de unge, der har fået større appetit på erhvervsuddannelserne, regionens forældre er også blevet mere positive. I samme undersøgelse har man spurgt dem der er forældre til et barn mellem 12-20 i Region Sjælland, om de vil anbefale deres barn at tage en erhvervsuddannelse. Det stiger andelen, der siger ja, fra 51 procent før DM i Skills til 63 procent efter.

”Det er vigtigt, at vi både er interessante for de unge og deres forældre. Fordi vi ved, at det meget ofte er mor og far, der er den afgørende indflydelse på unges uddannelsesvalg. Derfor er det positivt, at vi også kan se en holdningsændring hos dem. Samtidig er det vigtigt at sige, at det kun kan lade sig gøre, når både kommune, region og uddannelsesinstitutioner arbejder sammen om at få mest muligt ud af DM i Skills. Og her skal der lyde en stor ros til Kalundborg og Region Sjælland”, Siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen. 

Glæde hos kommune og region

DM i Skills arrangeres hvert år af SkillsDenmark i samarbejde med skiftende værtsbyer og region. I 2022 var Kalundborg Kommune vært for arrangementet i byen Høng.

”Det er en rigtig god nyhed, for det er jo det DM i Skills handler om: at øge opmærksomheden omkring de muligheder der åbner sig igennem en erhvervsuddannelse. At der er blevet rykket så meget på opfattelsen gør mig oprigtigt stolt. Det ser ud som om, at vi ikke skal nøjes med at se besøgsrekorden på 67.000 gæster som et tal på hvor mange, der isoleret set fik en god oplevelse. Sammen med al den omtale, der blev skabt op til, under og efter DM i Skills i Høng har de mange besøgende tydeligvis fået en så god oplevelse, at der er blevet rykket ganske betydeligt i opfattelsen af erhvervsuddannelserne. Man skal altid være forsigtig med tal, men jeg er sikker på, at mange af dem, der overvejer en erhvervsuddannelse har fået et lidt bredere fundament til at træffe deres valg på,” siger Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune  

Region Sjælland støttede projektet og sikrede en forankring i hele regionen som medarrangør.

”Det gør mig rigtig glad, at vi har fået muligheden for at hjælpe DM i Skills med at få både unge og forældre til at se de mange muligheder inden for erhvervsuddannelserne. Og at vi så oven i købet kan se, at vi har været med flytte på både unge og deres forældres syn på uddannelserne i en positiv retning, gør mig rigtig stolt. Vi har som region allerede mange kloge hænder, der hver dag arbejder for, at vores allesammens hverdag kan blive bedre. Men vi har bruge for mange flere, så derfor håber jeg, at denne positive effekt kan ses i antallet af unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse”, siger formand for Region Sjælland, Heino Knudsen.

Search