DM i Skills 2024 blev skudt i gang med en åbningsceremoni, der var lidt ud over det sædvanlige. De to garvede tv-værter Josefine Høgh og Christian Degn styrede slagets gang, mens de 280 spændte konkurrencedeltagere – som det hele jo handler om – gik hen over scenen.
“Jeg er selv et voldsomt konkurrencemenneske – jeg ved, hvad I går igennem lige nu,” lød det fra Josefine Høgh, mens Christian Degn var stolt over at sidde mellem de mange deltagere. Han udtrykte, at han var ærgerlig over ikke selv at have hænderne rigtigt skruet på, selv om han kommer fra en familie af håndværkere.
Også SkillsDenmarks formand Søren Heisel var på scenen.
“Jeg bliver så rørt hvert år over at se de dygtige og engagerede unge. Det er fremtiden, det handler om,” sagde han.
Undervejs i ceremonien fik Christian Degn interviewet både deltagere og dommere, der fortalte om de mange timers forberedelsee, der ligger bag et DM.
Også børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye gav konkurrencedeltagerne en hyldest med på vejen – og lovede flere midler til opgradering af udstyr på erhvervsuddannelserne og efteruddannelse af lærerne.
“Vi skal ikke lokke nogen til at vælge en erhvervsuddannelse. Det må de selv om. Men vi skal vise dem, at de findes, og de mange muligheder, der ligger i dem. Det er blandt andet det, DM i Skills kan,” sagde han.
Basim afsluttede åbningsceremonien med godt humør, da han sendte deltagerne afsted med en minikoncert.
“Jeg er stolt over at få lov til at være her. Held og lykke de næste dage,” råbte han fra scenen.
Se et par af de mange flotte fotos fra åbningsceremonien herunder og klik her for at se mange flere.
Alle fotos kan downloades og bruges frit – med fotokreditering til Lasse Skov/SkillsDenmark.
Ny Kongensgade 15, 1. Sal
1472 København K
SkillsDenmark, SkillsStafetten, Skillslandsholdet, DM i Skills og WorldSkills Denmark er registrerede varemærker