De faglige udvalg er holdet bag Skillslandsholdet

Der står et fagligt udvalg bag hver eneste fagatlet til WorldSkills Shanghai.

Michael Jørgensen, 3F og Helena Kajinic, Horesta, deltager i WolrdSkills for at bakke op om konkurrencedeltagerne.

Når Skillslandsholdet i disse dage konkurrerer ved WorldSkills i Shanghai, står et fagligt udvalg bag hver eneste deltager. Det er udvalgene, der udtager de unge fagatleter og sørger for deres faglige træning. For dem er landsholdet en vigtig del af indsatsen for at skaffe flere faglærte.

Bag hvert fag på Skillslandsholdet står et fagligt udvalg med både arbejdsgivere og lønmodtagere fra branchen. Til daglig bestemmer udvalgene indholdet i erhvervsuddannelserne. I Skills-arbejdet er det dem, der finder og udtager deltagerne og tilrettelægger den faglige træning frem mod konkurrencerne.

Ni faglige udvalg står bag de 13 danske konkurrencefag ved WorldSkills Shanghai 2026. For udvalgene handler det om mere end medaljer. Det handler om at vise fagene frem og skaffe de faglærte, som virksomhederne kommer til at mangle.

Et slag for gode uddannelser

Metalindustriens Uddannelsesudvalg står bag fire af de 13 fag i Shanghai: CNC Milling, Autobody Repair, Industry 4.0 og Heavy Vehicle Technology. I udvalget sidder både Dansk Metal og Dansk Industri, og begge parter ser landsholdet som en del af rekrutteringsindsatsen.

“Som Dansk Metal og en del af det faglige udvalg er vi med til både at vise vores fag og uddannelser frem og er en del af en rekrutteringsindsats. For os er det både et slag for at skabe gode uddannelser og samtidig være med til at vise, hvad fagene kan,” siger Erling Jensen, Dansk Metal og Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

På arbejdsgiversiden er behovet for faglærte den stærkeste drivkraft.

“Vi repræsenterer en masse virksomheder, der kigger ind i, at de kommer til at mangle en masse faglærte de kommende år. For eksempel industriteknikere, som vi har med her i Shanghai. Vi har brug for at vise den uddannelse frem og vise, at det er en attraktiv karrierevej. Vi bruger meget krudt på Skills, og det gør vi, fordi det skaber gode rollemodeller, der kan fremvise og fortælle om alle de mange muligheder, der findes med en erhvervsuddannelse,” siger Anne Fløe, Dansk Industri og Metalindustriens Uddannelsesudvalg.


Anne Fløe og Erling Jensen hepper her på Casper Andersen, der konkurrerer i CNC Milling.

Branchen bærer arbejdet

Tre af fagene i Shanghai kommer fra hotel- og restaurantbranchen: Cooking, Restaurant Service og Hotel Reception. De hører under de faglige udvalg for gastronom-, tjener- og receptionistuddannelserne, hvor 3F og HORESTA sidder over for hinanden. Her er det i høj grad organisationerne selv, der løfter Skills-arbejdet.

“I vores fag er det i højere grad organisationerne bag de faglige udvalg, der står for Skills-arbejdet. Vi gør et kæmpe stykke arbejde for at finde deltagere og dommere og afholde udtagelseskonkurrencer samt DM i Skills – og jeg synes, at det er det hele værd. For vores brancher har i høj grad brug for, at flere unge får øjnene op for uddannelserne,” siger Michael Jørgensen, 3F og de faglige udvalg for tjener-, gastronom- og receptionistuddannelserne.

Hos arbejdsgiverne i branchen er ambitionen den samme.

“Skills er talent med stort T. Det er gastronomi og service i Danmark, som hele verden kender. Vi er den branche, der sælger flest billetter til udlandet – og restaurantbranchen er et sted, hvor mange unge mennesker rejser ud i verden, og bagefter tager deres erfaringer med hjem til gavn for Danmark og hotel- og restaurantbranchen. Det vil vi gerne være med til at vise endnu flere unge, så vi kan tiltrække flere unge til vores virksomheder,” siger Helena Kajinic, HORESTA og de faglige udvalg for tjener-, gastronom- og receptionistuddannelserne.

Mere end medaljer

Når de danske fagatleter konkurrerer i Shanghai, er det derfor ikke kun et spørgsmål om medaljer. Det handler også om at vise værdien af faglighed, følge udviklingen inden for fagene og hente erfaringer, som kan være med til at udvikle fremtidens erhvervsuddannelser.

Her er udvalgene bag de 13 fag i Shanghai

KonkurrencefagFagligt udvalg
CNC MillingMetalindustriens Uddannelsesudvalg
Autobody RepairMetalindustriens Uddannelsesudvalg
Industry 4.0Metalindustriens Uddannelsesudvalg
Heavy Vehicle TechnologyMetalindustriens Uddannelsesudvalg
Wall and Floor TilingDet Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget
BricklayingDet Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget
JoinerySnedkerfagets Fællesudvalg
CarpentryDet Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse
CookingDet faglige Udvalg for Gastronomuddannelsen
Restaurant ServiceDet faglige Udvalg for Tjeneruddannelsen
Car PaintingMalerfagets Faglige Fællesudvalg
Concrete Construction WorkDet Faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget
Hotel ReceptionDet faglige Udvalg for Receptionistuddannelsen

Fakta: Faglige udvalg

Hver erhvervsuddannelse styres af et fagligt udvalg. Udvalgene nedsættes af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne, som har lige mange pladser. Eleverne har også en repræsentant, men uden stemmeret.

Udvalgene fastlægger uddannelsernes indhold, varighed og mål. De holder svendeprøver, godkender oplæringsvirksomheder og følger udviklingen i branchen.

Der er i dag ca. 45 faglige udvalg bag knap 100 erhvervsuddannelser. Lokalt har hver erhvervsskole lokale uddannelsesudvalg, som også er partssammensatte.

I Skills-arbejdet udtager de faglige udvalg deltagerne til Skillslandsholdet og står for deres faglige træning frem mod EuroSkills og WorldSkills.

Search