Danske dommere træner intenst til WorldSkills

Det er ikke kun konkurrencedeltagerne, der træner intensivt op til WorlSkills i Lyon, det gør både trænere og dommere også. Her kan du møde Line Goul Stoffersen, der står foran sin debut som dommer ved WorldSkills 2024 i Lyon i konkurrencen ”Mechatronics”.

Fra venstre ses: Konkurrencedeltager Sofie Nørremark Rasmussen, dommer og træner Line Goulf Stoffersen og konkurrencedeltager Magnus Holmgaard Jørgensen.

Det kræver mange timers hård træning  af både dommere, deltagere og trænere at blive klar til store internationale  konkurrencer som WorldSkills.

-Jeg glæder mig helt vildt til at komme af sted, til at opleve flowet og til at være en del af et stort internationalt bedømmelsesteam. Jeg er sikker på, det bliver en kæmpe oplevelse, siger Line Goul Stoffersen, der har flere års erfaring som dommer ved DM i Skills, men skal med til WorldSkills som dommer for første gang.

Der er konkurrencedeltagere med fra 36 lande i konkurrencen Mechatronics, og derfor er der også 36 dommere eller ”experts” med i dommergruppen. 

-Konkurrencerne til WorldSkills er kæmpestore, og jeg har forberedt mig meget. Det er ikke kun deltagerne, der træner op til de store mesterskaber. Det gør vi også som dommere og trænere. Jeg har deltaget i en række obligatoriske online træningsprogrammer og har bestået tests af mine faglige egenskaber, og senere i dag skal jeg endnu en gang deltage i et teamsmøde med mine dommerkolleger fra hele verden, hvor vi gennemgår detaljer i de internationale konkurrenceregler og bedømmelser. Og vi har jo også deltaget i SkillsDenmarks workshop for dommere. Det er både krævende og sjovt, siger Line Goul Stoffer.

Line Goul Stoffersen varetager, som mange andre dommer ved WorldSkills, både rollen som landstræner og dommer. Hvilket betyder, at det også er Line, der træner de to danske automatikteknikerlærlinge, Sofie Nørremark Rasmussen og Magnus Holmgaard Jørgensen, der begge er i lære hos Grundfos i Bjerringbro og skal repræsentere de danske farver i ”Mechatronics” ved WorldSkills.

-I konkurrencen ”Mechatronics” skal alle konkurrencedeltagere opbygge ”small scales” automatiske produktionsanlæg, der blandt andet skal indeholde små følere, transportbånd, ventiler og pneumatiske cylindere (trykluft). De unge skal bygge det hele op både mekanisk, elektrisk og pneumatisk og de skal udvikle program til en PLC (Programmerbar Logisk Controller) og touch aktiveret operatørskærm kaldt HMI (human machine interface), der styrer drift og processer. Det er krævende konkurrenceopgaver, der skal løses på fire dage, fortæller Line Goul Stoffersen.

-Personligt og faglig forventer jeg, vi får værdifuld viden med hjem fra Lyon, som vi kan omsætte og bruge til EuroSkills i Herning næste år. Det bliver bare rigtig spændende at komme af sted, siger Line Goul Stoffer.

Om Line Goul Stoffersen

Til hverdag er Line Goul Stoffer videncenterchef for Det Nationale Videncenter for Automation & Robotteknologi Nord. Line er uddannet automatikmekaniker og automationsteknolog og tidligere faglærer på Mercantec i Viborg.

Search