7. klasser tester skills i Ballerup

600 elever i Ballerup Kommune prøver kræfter med en række spændende fag og aktiviteter under MiniSkills

Her ses de seje vindere af bord-bænkesættet-7.klasse fra Hedegaardsskolen i Ballerup

Ballerup Kommunen har netop afholdt MiniSkills for 3. år i træk, og MiniSkills er helt sikkert kommet for at blive, fortæller Sanne Kjær Askholm, projektleder for MiniSkills og udviklingskonsulent i Ballerup Kommune.

MiniSkills i Ballerup er et event, der gennem leg og læring viser de erhvervsrettede fag frem til kommunens 7 klasser. Og MiniSkills er blevet et tilløbsstykke både for skolerne i kommunen, elever og de lokale erhvervsdrivende.

-Vi er meget tilfredse med den store opbakning til MiniSkills. Alle skoler i kommunen deltager, og  31 lokale erhvervsdrivende deltog med stande, med egne lærlinge og spændende praksis-orienterede aktiviteter for skoleeleverne. Mange firmaer har været med fra starten, men nye firmaer kommer også fx entreprenørfirmaet Jako, der var med for første gang i år. Jako udfordrede eleverne med opgaver som fx at sætte en dør i en ramme, save, bore og skrue, siger Sanne Kjær Askholm.

SkillsDenmark var også med til MiniSkills i Ballerup og tilbød vanen tro, eleverne muligheden for at være med til at bygge et bord- bænkesæt og bagefter være med i lodtrækningen om selvsamme.

De heldige vindere var 7. klasse fra Hedegårdsskolen, som resolut besluttede, at de godt kunne bære bord-bænkesættet hjem til skolen – godt kæmpet!