12 nye dommere klar til EuroSkills

Brian Maagaard, gulvlægger og faglærer på Mercantec i Viborg er en af de nye dommere, der netop har bestået sin dommereksamen. I alt deltager 24 danske dommere til EuroSkills 2023.

En række af de nye dommere samlet på kursus i SkillsDenmark

Når skillslandsholdet tager til EuroSkills i Gdansk til september, får de følge af ikke mindre end 24 danske dommere – eller ”eksperter”, som de kaldes i internationalt regi.

Tolv ud af de fireogtyve dommere er helt nye. De har haft travlt dette forår, hvor de har gennemgået den internationale dommeruddannelse – alle med godt resultat og en bestået dommereksamen.

– Dommerne er nu uddannet i de internationale regelsæt og konkurrencestandarter. De har alle bestået deres tests og er klar til EuroSkills 2023, siger Jens Søndergaard Hansen, chefkonsulent i SkillsDenmark og Technical delegate WorldSkills and WorldSkills Europe.

I SkillsDenmark er man meget glade for, der nu kan mønstres danske dommere i 24 forskellige fag.

– Dommerne kommer hjem fra EuroSkills med ny faglig indsigt og indgående kendskab til, hvad der kræves af kommende danske deltagere til konkurrencer som EuroSkills og WorldSkills. Dommerne får en masse staldtips, og vil også være rigtig dygtige trænere af kommende deltagere til DM i Skills, siger Jens Søndergaard Hansen.

Brian Maagaard, gulvlægger og faglærer på Mercantec i Viborg er en af de nye dommere, der netop har bestået sin dommereksamen.

– Jeg glæder mig til at komme til EuroSkills, få syn for sagen og indfriet vores forventninger. Det er jo første gang jeg skal af sted, og jeg er selvfølgelig spændt på, om min erfaring rækker sammenlignet med de andre dommere. Men mon ikke det går. Jeg er i hvert fald fuld af fortrøstning, siger Brian Maagaard.

Brian Maagaard ser også frem til at ”nørde fag” i forbindelse med EuroSkills.

– Jeg er stolt af at skulle være både være træner og dommer. Det gi’r god energi at mærke vores konkurrencedeltagers entusiasme og engagement og glæde for faget. Det smitter af og giver god mulighed for at ”nørde” med vores fag, siger Brian Maarggard.

Search