Tømrer

Som tømrer er du både ekspert i et gammelt håndværk, moderne konstruktioner og bæredygtigt byggeri. Du er dygtig til at kombinere teori og praksis og til at tale med mange forskellige typer mennesker. Du kan få job i tømrervirksomheder, hos store entreprenører og blive selvstændig. Du kan også læse videre til f.eks. bygningskonstruktør. Og som EUX-elev kan du også videreuddanne dig til ingeniør eller arkitekt.

Hvad oplever man som tilskuer ved tømrernes stand til DM i Skills?
Man kan se engagerede og dygtige unge tømrerlærlinge, der under tidspres skal løse en række opgaver på højt fagligt niveau.

Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
Deltagerne skal udføre tre forskellige moduler, der alle er forskellige svære konstruktioner, som tilsammen giver et lille hus. De skal vide, hvordan man løser konstruktionen, overfører mål og vinkler til træet og skærer præcist, så det hele kan samles med tætte samlinger. Deltagerne har 21 effektive timer til at udføre opgaven.

Hvad gives der point for?
Der gives både point for hvert enkelt modul og for helhedsindtrykket af den samlede opgave. Dommerne ser blandt andet på skærearbejde, overholdelse af mål, hvor tætte samlingerne er, og hvordan den endelige finish er. Det er samme principper, opgaverne ved WorldSkills bedømmes efter.

Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave?
Hvis opgaverne er lavet bare nogenlunde, kan du ikke se det de små forskelle udefra. For deltagerne bedømmes helt ned på detaljen, så det trækker fra, hvis et mål er blot 3-4 mm forkert, eller hvis en samling gaber 1,5 mm. Men du kan selvfølgelig se efter, om deltageren har nået hele opgaven og virker rolig og afklaret, og du kan se på, om helhedsindtrykket står flot.

Læs mere om tømreruddannelsen ved at klikke her.

Search