Tømrer

Hvad laver en tømrer?

Som tømrer arbejder du med et håndværk, hvor præcision er afgørende, og hvor du har sans for regning og geometri. Du er dygtig til at kombinere teori og praksis og til at kommunikere med mange forskellige mennesker. Du kan få job i tømrervirksomheder, hos store entreprenører eller vælge at blive selvstændig. Du har også mulighed for at læse videre, for eksempel til bygningskonstruktør, og som EUX-elev kan du desuden videreuddanne dig til ingeniør eller arkitekt.

Hvad oplever man som tilskuer ved tømrernes stand til DM i Skills?
Som tilskuer kan man se engagerede og dygtige unge tømrerlærlinge, der under tidspres skal løse en række opgaver på et højt fagligt niveau.

Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
Deltagerne skal udføre tre forskellige moduler, som hver består af krævende konstruktioner, der tilsammen danner et lille hus. De skal vide, hvordan konstruktionen løses, hvordan mål og vinkler overføres præcist til træet, og hvordan de skærer, så alle dele kan samles med tætte samlinger. Deltagerne har 21 effektive timer til at udføre opgaven.

Hvad gives der point for?
Der gives point både for hvert modul og for helhedsindtrykket af den samlede opgave. Dommerne vurderer blandt andet skærearbejdet, om målene overholdes, hvor tætte samlingerne er, og hvordan den endelige finish fremstår. Det er de samme principper, som anvendes ved bedømmelsen til WorldSkills.

Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave?
Hvis opgaverne er udført nogenlunde, kan man ikke se de små forskelle udefra. Deltagerne bedømmes helt ned til detaljen, så selv en fejl på 3–4 mm eller en samling, der gaber 1,5 mm, trækker fra. Som tilskuer kan man dog lægge mærke til, om deltageren når hele opgaven, virker rolig og afklaret, og om helhedsindtrykket af arbejdet fremstår flot.

Læs mere om tømreruddannelsen ved at klikke her: Tømrer – Håndværkervejen.dk

 

Search