Teknisk isolatør

Teknisk isolatør

Hvad laver en teknisk isolatør?

Som teknisk isolatør går du forrest i klimakampen, med viden om metoder, materialer og energioptimering er du en betroet partner, når der skal bygges nyt eller renoveres.
Du kan rådgive, opmåle og planlægge isoleringsopgaver, uanset om der er brandisolering på et nyt supersygehus, isolering af køle/varme rør hos de danske produktionsvirksomheder eller isolering af ventilationskanaler på større sportsanlæg og haller.

Der er gode jobmuligheder og opgaverne er mange både i ind og udland. Går du med drømmen om at blive selvstændig, så kan uddannelsen som teknisk isolatør være dit skridt på vejen.

Hvad oplever man som tilskuer ved de tekniske isolatørers stand til DM i Skills?
Man vil hurtigt opdage, at teknisk isolering ikke er det, de fleste tror. Det har intet at gøre med blot at lægge uld på lofter, vægge eller gulve. Som teknisk isolatør bliver man udfordret på geometri, nøjagtighed, lovgivning og på at levere en kosmetisk flot løsning.

Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
Opgaven udfordrer eleverne i seks forskellige kompetencer:

  • Grundlæggende isolering af rør
  • Beklædning uden på isoleringen med aluminiumsplade
  • Beklædning med PVC
  • Beklædning med Isocover (et elastisk produkt)
  • Montage og limning af cellegummi
  • Isolering med opskummet glas

Hvad gives der point for?
Pointene gives for tætte samlinger, overholdelse af den danske standard DS 452, korrekt håndtering af geometri og pladeudfoldning, samt for en kosmetisk flot aflevering.

Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave?
Man kan blandt andet tjekke:

  • Ligger den sorte cellegummi pænt og følger underlaget?
  • Er den fri for limrester på overfladen?
  • Er den sorte rørskål i Foamglass monteret uden revner og sprækker i segmentsamlingerne?
  • Er alubeklædningen uden ridser, og ligger sammenføjningerne tætte uden gab?
  • Er den grå PVC-beklædning monteret med så få rundtgående samlinger som muligt?

Læs mere om uddannelsen til teknisk isolatør ved at klikke her: Teknisk isolatør – Håndværkervejen.dk

 

Search