Maskinsnedker

Maskinsnedker

En maskinsnedker kan lave alt fra møbler og lofter til køkkenelementer og døre. På uddannelsen lærer du om materialer, produktionsplanlægning og betjening af maskiner. Du kan bl.a. få job i møbelvirksomheder, i industrien og på snedkerværksteder – både i Danmark og i udlandet. Du kan også blive selvstændig eller læse videre til f.eks. designteknolog. Med EUX kan du også blive arkitekt eller designer.

Hvad oplever man som tilskuer ved maskinsnedkernes stand til DM i Skills?
Du vil se dygtige og koncentrerede deltagere, der er i fuld gang med deres arbejde på stationære maskiner og automatiseret værktøj (CNC-maskiner). De arbejder efter skabeloner og skal programmere maskinerne for at udføre opgaverne rigtigt, men skal også bruge deres evner inden for almindeligt snedkerhåndværk. Her dufter af træ, og der bliver arbejdet intenst på at skabe flotte, kreative produkter med præcision og omhyggelighed.

Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
Deltagerne skal producere et konkret møbel. De får en opgavebeskrivelse og en eller flere arbejdstegninger. En del af opgaven laves med allerede programmeret CNC programmering, en del skal deltagerne selv programmere. Tidligere opgaver har været en stol med et bord, en skænk, et anretterbord og en vugge. Der er afsat 22 timer til opgaven.

Hvad gives der point for?
Der gives blandt andet point for samlinger, opgavens helhed og overholdelse af vinkler og hovedmål. Derudover ser dommerne på, om alle processer er fuldført, så der står et færdigt møbel til slut. Og på, om der er orden på arbejdspladsen og overholdelse af sikkerhedsregler (brug af værnemidler og afskærmninger).

Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave?
Se efter, om der er tætte samlinger, f.eks. i hjørnerne på det møbel, deltagerne har produceret. Tjek, om der er steder, hvor træet ikke er fræset korrekt, dvs. at der er slået for meget materiale af. Du kan også se, om alle dele er rene og uden mærker, og der er orden på deltagerens stand.

Læs mere om maskinsnedkeruddannelsen ved at klikke her.
Mød også maskinsnedkerlærling Christian her.

Search