Frisør

Frisør

Som frisør gør du en forskel for andre. Du kan kombinere dine kreative evner med håndværksmæssige færdigheder, og så kræver frisørfaget gode menneskelige egenskaber, da kundekontakten fylder meget. På uddannelsen lærer du derfor alt fra klippetekniker og styling til forretningsforståelse og psykologi og kan bagefter få job i frisørsaloner, på f.eks. teatre og tv-produktioner eller blive selvstændig.

Hvad oplever man som tilskuer ved frisørernes stand til DM i Skills?
Der er masser af liv og farver på frisør-standene, og man kan blive inspireret af at se de engagerede og dygtige deltagere arbejde med håret på deres mannequinhoveder. Deltagernes arbejde vil også stå på stativer på standen, når de er færdige med de enkelte discipliner.

Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
Deltagerne skal løse fire forskellige opgaver. To kendte – en brudefrisure og en klassisk herrebombage, som er en teknisk maskulin formtørring. Og to ukendte, der er specifikke opgaver indenfor henholdsvis dame- og herreklip.

Hvad gives der point for?
Det er forskelligt fra opgave til opgave, hvad der gives point for. I forhold til den klassiske bombage indgår det bl.a. i bedømmelsen, om frisurens størrelse er proportionel i forhold til mannequinhovedets form og størrelse, om friseringen er ren og blank, og der er brugt en tilpas mængde produkter. Når det kommer til brudefrisuren tæller det bl.a. hvor kreativ og nytænkende frisuren er. I forhold til klipningerne er det teknikkerne indenfor klipning, coloration og styling, der bedømmes.

Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave?
Det kan være svært at se for det utrænede øje, da alt fra klipning til coloration kræver særlige teknikker. Men man kan bl.a. se efter symmetri, kreativitet og renheden i friseringen og helhedsindtrykket af frisurerne.

Læs mere om frisøruddannelsen ved at klikke her.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin