Entreprenørmaskinmekaniker

Entreprenørmaskinmekaniker

Som entreprenørmaskinmekaniker har du et stort og eftertragtet talent og kan få job mange steder – både i Danmark og ude i verden – fordi du reparerer og vedligeholder entreprenørbranchens vigtige maskiner på byggepladser og store anlægsprojekter. På uddannelsen lærer du alt om motorer, hydraulik, elektronik, kølesystemer, transmission og meget mere. Du lærer også at kunne fremstille dele og reservedele selv.

Hvad oplever man som tilskuer ved entreprenørmaskinmekanikernes stand til DM?
Der er masser af store maskinkræfter at se på. Ud for hver entreprenørmaskine på standen vil der stå en tv-skærm, hvor man kan se opgavebeskrivelserne og informationer om deltagerne. Da opgaverne ofte enten udføres på en pc eller inde i og under maskinerne, hvor det kan være svært at følge med som publikum, vil der i nogle tilfælde også være mulighed for at kunne følge med i, hvad deltagerne ser på deres pc – og der vil være live billeder, som viser, hvad deltageren laver inde i maskinen.

Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
Det er en såkaldt ”fejlfindings konkurrence”. Det vil sige, at deltagerne får udleveret et stykke papir med beskrivelser af forskellige fejl, som de skal løse på den enkelte maskine. Der er flere forskellige typer af maskiner, som deltagerne alle sammen skal prøve at finde fejl på individuelt. Derfor rokerer deltagerne imellem maskinerne efter nogle timer.
Beskrivelserne af fejlene er ikke nødvendigvis beskrevet i den mest hensigtsmæssige rækkefølge, og de er opbygget på en måde, så de både tidsmæssigt og i sværhedsgrad skal udfordre deltagerne til det yderste. Derfor er en vigtig del for deltagerne også at kunne tilrettelægge, hvordan de vil gribe opgaverne an for derved at kunne løse dem bedst muligt inden for tiden.

Hvad gives der point for?
Der gives point for korrekt planlægning, udført opgave, orden og sikkert arbejdsmiljø.

Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave?
Det er svært at se, hvem der fører – selv for deltagere og dommere. Så det er først til allersidst, hvor alle point lægges sammen, at placeringerne kan findes. Så konkurrencen er spændende for alle helt til prisoverrækkelsen.

Læs mere om entreprenørmaskinmekanikeruddannelsen ved at klikke her.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin