Baggrund og historie

SkillsDenmark har siden 2011 hvert år holdt DM i Skills, Danmarksmesterskab for erhvervsuddannelserne. DM i Skills holdes i en ny kommune/region hvert år. Dog var vi i Odense de første to år.

DM i Skills skal eksponere erhvervsuddannelserne på en positiv måde ved at vise de dygtigste eud-elever, der gennem konkurrencer yder deres bedste. Desuden skal mesterskabet ses som talentpleje for de dygtigste elever, ved at de får muligheden for at yde det ypperste og dermed måske ende som Danmarks, ja måske verdens bedste faglærte murer, maler eller konditor. Endelig er der den internationale dimension. Ved deltagelse i internationale mesterskaber – EuroSkills og WorldSkills får deltagerne i DM i Skills muligheden for at få prøvet deres kunnen af i en international sammenhæng. Ved samme lejlighed får de unge og deres lærere et internationalt netværk og muligheden for at se nye og andre løsningsmodeller, end dem de kender fra Danmark.

Organisation
SkillsDenmark er en nonprofit organisation, der som medlemmer har de faglige udvalg, der sender deltagere til DM i Skills, EuroSkills og WorldSkills. Erhvervsskoler har også mulighed for at være medlem af SkillsDenmark, hvilket 57 erhvervsskoler er. SkillsDenmark holder et årligt repræsentantskabsmøde, hvor alle medlemmer deltager. Foreningen styres af en bestyrelse, og endelig har foreningen et sekretariat, der sammen med de faglige udvalg arrangerer DM i Skills og sammen med erhvervsskolerne afholder de indledende heats i Skills Stafetten. Endelig sørger de faglige udvalg og sekretariatet for at sende danske deltagere til WorldSkills og EuroSkills.

Historie
Organisationen WorldSkills blev etableret i Spanien i 1950 af den velkendte grund, at for få unge havde lyst til at beskæftige sig med de erhvervsfaglige uddannelser. SkillsDenmark blev grundlagt af fem faglige udvalg den 19. november 1997 efter at have besøgt World Skills – verdensmesterskaberne for erhvervsuddannelser i St. Gallen i Schweiz. De deltagende var de faglige udvalg fra frisørfaget, træfagene, snedkerfaget, murer-, stenhugger- og stukkatørfaget, VVS-uddannelsen og sekretariatsfunktionen blev varetaget af ACIU (senere Cirius). SkillsDenmark er siden vokset og består i dag af 28 faglige udvalg og mere end 50 erhvervs-, SOSU- og landbrugsskoler.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin