Når du er uddannet inden for smørrebrød og catering, bliver du ekspert i at fremstille og anrette delikat og flot smørrebrød, kolde og lune retter til frokostbordet og buffeten samt catering til fester. Du har viden om råvarer, ernæring, bæredygtighed og menu-sammensætning. Du kan få job i alt fra kantiner og restauranter til smørrebrøds- og delikatesseforretninger. Eller du kan gøre karriere som køkkenleder eller selvstændig.
Hvad oplever man som tilskuer ved caternes stand til DM i Skills?
Seks smørrebrød og cateringelever, der kæmper om at være den bedste. Torsdag konkurrerer de tre første, og fredag de tre sidste. De tre, der samlet gør det bedst, går videre til finalen lørdag.
Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
I indledende runde torsdag og fredag laver smørrebrød- og cateringeleverne en buffet til fem couverter, og en kreativ dessert til 20 couverter. Eleverne har øvet sig på retterne og på forhånd bestilt råvarer. I finalen tilberedes fingerfood/canapéer til 20 personer, fyldt omelet til fire personer og smørrebrød (nyfortolkning af stegt fiskefilet) til fire personer.
Hvad gives der point for?
Smag, balance i grundsmage og tekstur, komplimenterer ingredienserne hinanden, præsentation, kreativitet, håndværk, mise en place, korrekt teknik og tilberedningsmetode
Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave?
De samme ting, som der gives point for. Meget er dog svært at vurdere, hvis man ikke også smager på maden. Men se efter deltagernes tilberedningsmetoder og anretningsteknik.
Læs mere om uddannelsen i smørrebrød og catering ved at klikke her.