Flisemurer

Flisemurer

Hvad laver en flisemurer?

Som flisemurer har du specialiseret dig i at sætte fliser op og lægge gulve af klinker. Det giver dig et arbejde, hvor du hver dag bliver udfordret på præcision og kreativitet – og det, du laver, vil glæde kunden i mange år fremover. Som flisemurer kan du videreuddanne dig til bl.a. bygningskonstruktør, og har du taget uddannelsen som EUX-elev, kan du læse direkte videre til ingeniør eller arkitekt.

Hvad oplever man som tilskuer ved flisemurernes konkurrence-stand til DM i Skills?
Man oplever deltagere, som er dedikerede til deres fag og yder det bedste, de har lært. De unge talenter arbejder koncentreret ned i mindste detalje og inden for mindre end en millimeter. På hver deres måde repræsenterer de murerfaget på allerbedste vis.

Hvad er det for en opgave, flisemurerne skal løse?
Deltagerne skal udføre både en væg- og en gulvopgave. Opgaven består typisk af tre moduler:

  • Et modul med almindeligt vægflisearbejde
  • Et modul med udbygning af en håndvask
  • En gulvopgave, hvor der indlægges fald på gulvet

Hvad gives der point for?
Der gives point for helhedsindtrykket af opgaven. Ifølge tegning og beskrivelse er der angivet mål, som skal overholdes – holdes målene, gives maksimumpoint, mens der fratrækkes point for hver millimeter, der afviger. Derudover gives point for, hvor plant og i vater flise- og gulvarbejdet er. Også her fratrækkes point for hver millimeter, der afviges.

Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave?
Som tilskuer kan man lægge mærke til, om deltagerne arbejder koncentreret, om opgaven fremstår ren, og om området omkring opgaven er ryddeligt. Man kan også sammenligne opgaven med de tegninger og beskrivelser, der vises på standen, for at se, hvor præcist arbejdet udføres.

Læs mere om flisemureruddannelsen ved at klikke her: Murer – Håndværkervejen.dk

 

Search