Derfor skal du vælge en erhvervsuddannelse: 8 gode grunde

Vidste du, at langt de fleste faglærte er glade for deres job, får en god løn, sjældent er ledige og har mange spændende muligheder for karriereudvikling? Her er 8 gode grund til at vælge en erhvervsuddannelse.

DM i Skills 2020

1: Bliv faglært – og tjen godt

Du skal vel have en lang videregående uddannelse, hvis du skal tjene gode penge? Nej, ikke nødvendigvis. Du kan faktisk tjene ret godt som faglært. Nogle faglærte tjener endda lige så meget eller mere end mange med en akademisk uddannelse.

Som nyuddannet mejerist (erhvervsuddannelse) er din gennemsnitlige startløn inklusive pension og tillæg cirka 36.700 kroner, mens en nyuddannet privatansat psykolog (lang videregående uddannelse) har en gennemsnitlig startløn inklusive pension og tillæg på cirka 33.600 kroner.

På den lange bane er du som faglært også ofte flot stillet. For eksempel kan en elektriker forvente en højere livindkomst end en kunstuddannet akademiker.

2: Der er et formål med det du lærer

”Hvad i alverden skal jeg bruge det til?” Er det et spørgsmål, der er dukket op i dine tanker, når du har haft om andengradsligninger eller tyske verber i skolen? Sådan kommer du ikke til at tænke, hvis du tager en erhvervsuddannelse. Her kender du nemlig hele tiden formålet med det, du lærer, fordi faguddannelserne altid kobler teori og praksis.

3: Du bliver eftertragtet

Du bliver eftertragtet på arbejdsmarkedet, hvis du har en erhvervsuddannelse. Ledigheden er nemlig lav blandt faglærte. Danmark risikerer endda at komme til at mangle op mod 70.000 faglærte frem mod 2025, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

4: Du bliver stolt over dit håndværk

”Du lærer et fag, og du bliver så stolt over dit håndværk. Det er ekstremt tilfredsstillende at se og røre ved et produkt, du selv har skabt.” Sådan siger snedkerlærling Aya Vita Jæger. Og hun er ikke den eneste faglærte, der er tilfreds med sit job. 8 ud af 10 håndværkere er nemlig glade for deres arbejde, viser en undersøgelse, som konsulenthuset Ballisager har lavet.

Du lærer et fag, og du bliver så stolt over dit håndværk. Det er ekstremt tilfredsstillende at se og røre ved et produkt, du selv har skabt.

DM i Skills 2020. Foto: Per Daugaard.

5: Løn under uddannelse

Glem alt om at være på SU i årevis. Når du tager en erhvervsuddannelse, vil du normalt få løn under din uddannelse – både når du er i skole, og når du er i lære i en virksomhed. Din elevløn er aftalt mellem arbejdsgivere og den faglige organisation på området. Begynderlønnen for elever på erhvervsuddannelser ligger typisk mellem 9.500 og 12.500 kroner om måneden, og den stiger hvert år. Hvis du er over 25 år, når du starter på din uddannelse, får du en voksenelevløn, som er højere end en normal elevløn.

Hvis du har en uddannelsesaftale, når du starter på grundforløbet, kan du også få elevløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, når du er fyldt 18 år.

6: Du har mange valgmuligheder

Er du bidt af en gal fastelavnsbolle? Er det bedste du ved at arbejde med en vinkelsliber? Vil du gerne gøre en forskel for andre mennesker? Eller er du vild med at være ude i naturen? Lige meget, hvad du interesserer dig for, er der en uddannelse lige præcis til dig. Der er nemlig mere end 100 erhvervsuddannelser at vælge imellem.

Du kan få et overblik over dine muligheder på UddannelsesGuiden.

7: Bliv iværksætter

Drømmer du om at være din egen chef og starte din egen virksomhed? En erhvervsuddannelse kan være et solidt skridt på vejen. Faglærte udgør nemlig den største gruppe blandt iværksættere i Danmark, og virksomheder etableret af faglærte har ovenikøbet den højeste overlevelsesrate.

8: Gode muligheder for videreuddannelse

Bare fordi du som 16-årig vælger at uddanne dig til smed, betyder det ikke, at du skal være smed resten af dit liv. Hvis du i fremtiden får lyst til at prøve noget nyt, giver din erhvervsuddannelse dig mange muligheder for at læse videre – du kan for eksempel videreuddanne dig til maskinmester eller diplomingeniør.

SÅDAN SØGER DU IND PÅ EN ERHVERVSUDDANNELSE

Når du skal søge ind på en erhvervsuddannelse, skal du sende din ansøgning via optagelse.dk. HUSK at der er ansøgningsfrist den 1. marts. 

Search