Siden WorldSkills spæde start i Spanien i 1950 voksede det til et verdensomspændende mesterskab. De første danskere stillede op, da det var nået til Irland i 1963. Her kom den første danske guldmedalje i hus.
Hænderne har været sølvsmeden Peter Tånings vigtigste værktøj i et langt arbejdsliv. Men hovedet skal arbejde med.
I dag er han 75, og kan godt gøre det op:
– En dag stod jeg og arbejdede, mens jeg havde besøg af en gammel ven, og så spurgte han, ”hvad laver du der”, og det slog mig, at det kunne jeg ikke forklare, for det ligger jo i hænderne. Men man siger også, at en blæksprutte tænker med armene, og det er lidt det samme her – hjernen er jo med alligevel.
Hjerne og hænder er stadig i topform, han laver det han har lyst til, og topformen var også en faktor, da han i 1963 var med på det første danske landshold nogensinde til ”Den 12. internationale lærlingekonkurrence” i Irlands hovedstad Dublin.
Det blev en oplevelse for livet, og han var ikke bare med på det første landshold, han blev også den første, der kom hjem med en guldmedalje.
I dag hedder det WorldSkills, og vi har fået enkelte guldmedaljer siden, men Peters var den første.
Som bare 15 årig kom han i lære – i 1959.
– Jeg fandt ikke helt på det selv. Jeg var også ordblind, det hæmmede mig en del. Der var ikke meget forståelse for det.
Hans far var død tidligt, moren stod alene med ham og en ældre søster, som det lykkedes at få gennem en universitetsuddannelse. Men der er langt fra ordblindeskolen til de højere læreanstalter, så han blev sølvsmed, og det har han kun været glad for, selv om det begyndte meget tidligt.
– Jeg var så lille, så det var godt nok tidligt, siger han.
– Jeg var slet ikke voksen.
Familie og venner til familie fandt lærepladsen til ham.
– Jeg tror de snakkede om det bag min ryg, men jeg var glad, jeg tror, jeg var lidt af et naturbarn. Jeg havde en moster i Vejle, og hendes mand var farver, og det animerede mig, hele miljøet på farveriet var et værksted, jeg hyggede mig med at gå rundt der, de havde også lidt tid til at snakke med mig, når jeg gik rundt, det var sjovt.
Så glæden ved værkstedskulturen genfandt han i sølvsmedjen.
– Jeg blev meget godt behandlet, men det var altså et meget gammeldags værksted.
– Altså det første, jeg fik at vide, da jeg kom hjem og havde vundet den der medalje ikke, det var altså den der: ”Nu skal du ikke tro du kan noget!”
– Men altså, det vidste man jo godt selv, man ikke kunne.
Læretiden
– Man var på skole, det skiftede lige da jeg kom i lære, så var det ikke aftenskole mere, så jeg kom på dagskole – det var nok en månedstid om året, men det kan jeg altså ikke huske.
– Undervisningen bestod i teknisk tegning, der fik man ikke noget på værkstederne, og frihåndstegning, og så havde vi noget dansk og noget samfundskundskab eller lignende, det var egentlig meget godt, så kunne man jo sende en pakke, rekommanderet, der var blanketter til det hele, så blev man sat lidt ind i det, og der er jo ikke blevet mindre af det.
Lærepladsen hed Hofjuveler A. Michelsen, et firma, der senere overtog Georg Jensens sølvsmedeværksteder. De var to-tre lærlinge på værkstedet hos sølvsmedene, og svende var der nok 13-14 stykker af plus værktøjsmagere og en guldsmedeafdeling.
– En gang imellem kunne det gå lidt højt. Jeg brugte meget tid på at køre rundt med en svajercykel og hente øl i kasser. Da jeg var lille og kun lige kunne få næsen op til bordkanten, så kunne det godt være svært at styre med sådan to-tre kasser. Og snapsen den var jo vigtigt. Svendene drak snaps i frokostpausen. Og der blev altså drukket meget.
Læretiden var fire år og fire måneder, og svendestykket, som han udførte i 65, fik han selv lov at tegne. En kande, som han i dag siger var ”alt for stor”.
Som udlært begyndte han selv at undervise nye lærlinge, han blev inviteret til at optræde som faglærer på sølvsmedeuddannelsen og kom også til at undervise guldsmede.
– De ville gerne fastansætte mig. Det hed Teknisk Selskabs Skole, den lå ude ved det gamle grønttorv i Valby, så blev den rykket til Tuborgvej lige ved Emdrup station. Men jeg ville dø af det, fordi, som faglærer så laver du jo ikke noget, så laver du ikke noget håndværk, det ville jeg ikke kunne holde ud, du er ikke kreativ.
– Det er de andre, der skal lære det jo. Jeg havde også meget imod, at man indførte fag, som engelsk, som jeg ikke synes havde noget med faget at gøre – man skulle lære noget ved siden af, ikke noget man skulle lære i faget, overflødigt var det jo ikke, men det var sekundært, det kom ikke håndværket ved – jeg kan godt se det, men der går utrolig meget tid med sådan noget.
Men det gik senere også op for ham selv, at han burde vide mere generelt, så det blev udmøntet i en realeksamen – på aftenskole.
Egen butik
Peter Tåning blev selvstændig i 1971. Trangen til at blive selvstændig var ansporet af, at det var blevet ensformigt i den store produktion.
– Det var blevet juleskeer og juleskeer og juleskeer. Eller julegafler. Dem lavede de utrolig mange af, og de tjente utrolig godt på det. Af en eller anden grund var jeg meget hurtig til det.
Så han åbnede sit eget værksted, som stadig ligger samme sted i København, og hvor han altid har været alene.
– Da jeg underviste på lærlingeskolen, så havde jeg nok af lærlinge der, griner han.
I begyndelsen var det både værksted og butik.
– Men det kunne jeg ikke holde ud. Det kunne jeg simpelthen ikke holde ud – folk kom ind, og så skulle de have limet perler på, så den dør fik jeg hurtigt lukket. Så er det kun værksted, og efterhånden kommer kunderne af sig selv.
Men lige som priserne på sølv gik op og ned, gik det op og ned med virksomheden.
Så han kastede sig ud i forskellige andre job ind imellem.
– Hver gang der ikke var noget at lave, så tænkte jeg, hov nu kommer huslejen snart, og så var jeg nødt til at finde noget at lave, og så tog jeg et arbejde. Plastindustrien, alle mulige steder, jeg var hæmningsløs, for det var smalle tider ind imellem. Og når jeg så havde det, så kunne jeg redde det på den på den måde.
– Men da jeg skulle skrive min selvangivelse et år, så var der sådan nogen rubrikker, og der var kun fem-seks linjer til virksomheder, hvor jeg havde arbejdet, så jeg skrev alle de andre i margen hele vejen rundt på selvangivelsen, og jeg tænkte, nu kommer jeg med garanti til torskegilde. Jeg var helt sikker, men det skete aldrig. Jeg tror, de har siddet og grinet.
Han fik også kunderne ind ved at holde udstillinger af egne arbejder, som fik et stadigt større præg af kunst.
– Det gik hen og blev sådan skulpturagtigt, det jeg lavede. Både brugs- og pyntegenstande.
– Jeg laver ikke to ting, der er ens.
Listen over udstillinger, han har deltaget i både i ind- og udland, er flere tætskrevne A4-sider, og guldmedaljen fra Dublin er suppleret med adskillige andre.
Men de første år som selvstændig var ikke alle lige guldrandede.
– I sin tid lavede jeg flere af samme slags, det var for at overleve. Og reparationer. Og skader for forsikringsselskaber.
– Når man fik noget ind i plasticposer, og det havde været udsat for brand, det stank ad helvede til. Så købte jeg fire fem af de store Colaer – det skal være rigtig Cola , det må ikke være Pepsi eller noget andet – så fyldte jeg det i en spand og hældte hele møget ned i, og så skulle det stå i en uges tid. Så tog det brandlugten og alt det, der var brændt fast, så var man fri for bruge syre og alt mulig mærkeligt, men det skulle pudses op bagefter. Det er effektivt, og så bare noget knofedt…
– Jeg startede faktisk med at lave smykker, og så pludselig blev der mere interesse for korpus, som det hedder. Så begyndte jeg bare at lave det, det passede glimrende ind i hele systemet. Så kom jeg med i en sammenslutning, der hed Sølvsmedegruppen af 1976, og så udstillede vi mere eller mindre over hele verden.
Han blev også medstifter af Kirkesølvsmedene, og i dag er han den, kirkerne opsøger, når noget skal repareres. Helt aktuelt skal han reparere en alvorlig skade på en døbefont: En kran væltede ned over den inde i kirken.
– Det er sådan en 16 centimeter bred kranarm, der har ramt lige ned i den, så…
Værkstedet i stueplan har ligget samme sted siden starten i 71. En overgang trængte han til mere plads og kiggede efter nyt og større værksted. Og fik lækre lokaler tilbudt øverst oppe i en beboelsesejendom på Nørrebro.
– Et prima sted. Men jeg tænkte, nej, jeg skal have alt værktøjet derop – det er tungt – nul elevator. Og så tænkte jeg, når jeg så sidder og arbejder: Bang, bang, bang – det går ikke, det går hele vejen ned i lejlighederne. Der hvor jeg sidder nu, går det så hele vejen op, men vi har aftaler. De ringer og siger: “Nu skal jeg sove eftermiddagssøvn,” siger de, og så stopper jeg.
– Så jeg tog ikke den på Nørrebro og 14 dage efter, så brændte hele lortet. Hvor var jeg heldig – værktøjet er mere værd end sølvet. Noget af det værktøj jeg har i dag, det er det jeg har arbejdet med som lærling, det er blevet solgt på et tidspunkt, og så senere er der nogen, der har tilbudt mig det, og så er det endt hos mig. Uden at jeg har bedt om det. Du kender hver en hammer, men jeg ved ikke hvor mange hamre, jeg har.
Vejen til Dublin
Ifølge en diger rapport fra 1963 kostede det 21.000 kroner at sende det 11-mand store landshold med tre ledsagere til Dublin.
Peter Tånings udtagelse til VM kom gennem skolen, Teknisk Selskabs Skole.
– De blev spurgt, hvem der kunne stille op, og så var vi to, der skulle konkurrere, jeg kan ikke huske, hvad vi skulle lave, men den vandt jeg, så var det afgjort.
– Så skulle vi have uniformer, men min var to numre for stor. Og jeg fik to af dem. De kunne simpelthen ikke finde ud af lave dem små nok til mig.
Uniformerne var skænket af den berømte fabrik Angli i Herning, og rejsen til Dublin blev betalt af Tuborgfondet.
– Vi var jo med propelflyvemaskine.
Bag Peter Tånings deltagelse stod så også Metalindustriens lærlingeudvalg.
Mødet med den tids Dublin gav en lille triumf til den ordblinde Peter, der havde lært sig at finde rundt uden at kunne læse gadeskilte:
– Alle vejskiltene var på gælisk, og så kunne jeg vise vej, for de andre kunne jo ikke finde ud af det, men jeg var jo vant til det, jeg kunne finde vej uden at læse gadenavne, det gjorde jeg jo altid.
Konkurrencen med 224 deltagere fra 12 nationer dækkede over 30 fag og foregik på en skole, mens ceremonierne blev holdt på Dublins Hotel Intercontinental.
Landsholdenes ”hotel” var en katolsk drengeskole, drevet af munke. Der var sommerlukket, så danskerne og deres konkurrenter kunne indtage en kæmpestor sovesal.
– Sengene var det rene lort, husker Peter Tåning.
– Man lå dårligere end i en hængekøje, og jeg spurgte en af munkene efter et bræt til at lægge under madrassen.
Men konkurrencerne gav et af de udbytter, vi også hører fra nutidens Skills-landshold: Venskaber på kryds af landegrænser og en masse ny viden.
– En af de andre sølvsmede havde stået i lære i otte år, og ham fra Tyskland ville have mig derned og arbejde, men jeg havde andre planer, og tysk tradition er så regelret. Jeg er jo den første, der selv har tegnet og udformet mit svendestykke, det var en traditionel kande, men den var oval og ret stor. For stor.
– Og ham fra England, fra Liverpool, tog mig med på druk på det lokale værtshus. Der kunne jeg ikke følge med, vi fik noget helt sort øl, der hed Guinness, og mens jeg tog to slurke, tømte englænderen hele glasset. Så jeg tænkte, det her det går simpelthen ikke, og jeg var ikke sprogkyndig, men jeg fik spurgt damen i baren, hvad jeg skulle gøre, for det glas kunne jeg ikke tømme, det er jo nok til mig hele aftenen. Så siger hun: ”Jeg synes, du skulle tage dig en gin,” nå ja…
Det var en lang Irlandstur. Den første uge gik med introduktion, åbning og konkurrence, og hele ugen efter blev deltagerne kørt rundt og så det meste af Irland. Der indgik også besøg på en helt ny cementfabrik åbnet af Ålborg Portland – imponerende, husker han.
Og så var der officielle middage. De irske arrangører betalte alt.
– Vi var to dage i Cork, kan jeg huske.
Afslutningsceremonien lyder som nutidens: For hver konkurrence blev tre nationer kaldt op på scenen, og først, da han var trådt derop, fik han at vide, at guldet var hans.
– Det var jo lidt af en øjenåbner. Sådan noget glemmer man ikke, det var skideskægt, men en øjenåbner at blive stillet med så mange forskellige kulturer.
