DM i Skills er i fuld gang i klasselokalerne i Vejle

Vejle Kommune har udviklet spændende undervisningsmaterialer til alle klassetrin. 8. klasserne arbejder blandt andet med virkelige udfordringer fra lokale arbejdspladser.

8. klasse på Hældagerskolen i Vejle har samarbejdet med RessourceCenter Vejle (RCV) som forberedelse til DM i Skills 2027.

Allerede nu er elever fra Vejles grundskoler i gang med at få indblik i erhvervsuddannelsernes mange muligheder. Gennem virkelige udfordringer fra lokale arbejdspladser skal de prøve kræfter med praktiske opgaver, tænke kreativt og finde løsninger, der kan bruges i virkeligheden. På Hældagerskolen har tre 8.-klasser blandt andet udviklet idéer til RessourceCenter Vejle  (RCV) – og nogle af dem har allerede vakt interesse.

Der blev pitchet apps, sorteringsanlæg og nye måder at få unge til at tænke over affald og genbrug, da tre 8.-klasser på Hældagerskolen afsluttede en uge med virkelige udfordringer fra RessourceCenter Vejle. Nogle af idéerne har allerede sat nye tanker i gang.

Fredag formiddag summede det af liv i de tre 8.-klasser på Hældagerskolen. Og det skyldes altså ikke blot, at weekenden stod for døren.

Rundt omkring stod elever klar med modeller, skitser og digitale løsninger, og flere grupper var ivrige efter at få lov at præsentere deres idéer. Der var næsten lidt Løvens Hule-stemning: Her var en udfordring, her er vores løsning.

Blandt idéerne var en app, der belønner borgere for at bruge RCV, en digital tavle med data om affald og genbrug og et sorteringsbånd, hvor kameraer, sensorer og kunstig intelligens skal hjælpe med at få endnu mere affald sorteret rigtigt.

Føles mere ægte

For Hjalte Kjergaard og Valdemar Arndt var fredagens fremlæggelser afslutningen på en uge, der var begyndt et helt andet sted.

Spoler vi fem dage tilbage til mandag morgen, da de knap var gået i gang, blev de spurgt, hvad de forbandt med en erhvervsuddannelse. Svaret var enkelt: Håndværkere, arbejde med hænderne og mindre tid foran en skærm.

Få dage senere var billedet blevet mere nuanceret og bredt.

I løbet af ugen har de to elever sammen med deres klassekammerater arbejdet med virkelige udfordringer fra RCV som en del af ’I Got Skills’. Opgaven har været at komme med idéer til, hvordan RCV kan udvikle nogle af de løsninger og den formidling, de allerede arbejder med.

”Det føles mere ægte. Det er noget, der faktisk er et problem i virkeligheden, og hvor man kan finde en løsning, som måske også kan ændre noget,” fortæller Hjalte.

Og det kunne også mærkes på motivationen.

”Det giver mere lyst til det, så man faktisk føler, man gør noget i stedet for bare at gøre noget for at gøre læreren tilfreds. Det har en lidt dybere betydning,” siger Valdemar.

Bliver taget alvorligt

Hos RCV har elevernes arbejde allerede sat tanker i gang.

Teamleder René Stig Jacobsen fremhæver både elevernes opfindsomhed og deres evne til at forstå de udfordringer, RCV arbejder med.

”De har virkelig forstået, hvad vi laver, og omsat det til noget,” konstaterer han.

Eleverne har blandt andet lavet løsninger som involverer apps, brætspil, videoer og skiltning. Nogle af idéerne er allerede kommet videre ud fra klasseværelset.

Et af sporene handler om skiltning ved ressourcecenterets forskellige indkast. Elevernes arbejde og spørgsmål, da de var på besøg, har sat gang i overvejelser om, hvorvidt mere visuel formidling og fx AR-teknologi kan gøre det nemmere at forstå, hvad der skal hvorhen. Idéen er allerede sendt videre til digitaliseringsteamet.

Også idéen om en app har været oppe at vende internt hos RCV.

”Noget af det er direkte implementerbart. App-idéen er blandt andet blevet præsenteret på et afdelingsmøde allerede,” siger René Stig Jacobsen.

For RCV er der samtidig en særlig værdi i at få netop de unges blik på området.

Det er målgruppe, som ressourcecenteret ikke nødvendigvis møder i den daglige kommunikation – i hvert fald ikke på denne måde. Ifølge René Stig Jacobsen er de unge vigtige at få fat i, hvis vaner omkring affald, ressourcer og genbrug skal flytte sig på længere sigt.

En ny verden

I løbet af ugen, hvor de unge arbejdede med problemstillingerne, skete der også noget andet.

Da Hjalte og Valdemar mandag blev spurgt til erhvervsuddannelser, var deres billede først og fremmest håndværksfag. Fredag nævnte de blandt andet kodning og digitale fag. Øjnene er blevet åbnet for muligheder, de ikke havde tænkt over i forvejen.

De to elever regner godt nok stadig med, at deres egen vej går gennem gymnasiet, når de kommer så langt. Men deres billede af erhvervsuddannelserne har ændret sig.

”Det var i hvert fald en ny verden for mig. Nye muligheder. Jeg havde ikke tænkt over, at der faktisk var så mange forskellige ting, man kunne vælge og blive, hvis man tog en erhvervsuddannelse,” siger Hjalte.

Artikel og foto er venligst udlånt fra Vejle Kommune.
Læs mere om Skolesporet i Vejle 

DM i Skills i Vejle

Vejle er værtsby for DM i Skills 7.-10. april 2027. 

I Vejle Kommune begynder arbejdet længe før selve eventet. Gennem skolesporet arbejder elever fra børnehaveklasse til 10. klasse med forskellige praktiske, skabende og virkelighedsnære læringsforløb gennem skoleåret.

I Got Skills er en del af skolesporet, som retter sig mod udskolingen. Målet er blandt andet at give eleverne større kendskab til fag, arbejdsliv og de mange forskellige veje gennem uddannelsessystemet.

Search