Verdenseliten i autolakering er samlet på College360 i Silkeborg

College360 danner rammen om Glasurit Skills Challenge 2026 – en international træningskonkurrence forud for WorldSkills 2026 i Shanghai.

Ali Said Saleh (yderst th.) instruerer deltagere og dommere i konkurrencen.

Fra den 28. til 30. juli danner College360 i Silkeborg rammen om Glasurit Skills Challenge 2026 – en international træningskonkurrence,  hvor nogle af verdens dygtigste unge autolakerere mødes for at finpudse formen frem mod WorldSkills 2026 i Shanghai.

Deltagere fra 12 nationer skal i løbet af tre intensive konkurrencedage løse en række krævende opgaver inden for moderne autolakering. Opgaverne følger de internationale WorldSkills-standarder og stiller store krav til præcision, kvalitet og teknisk kunnen.

For College360 er værtskabet en anerkendelse af skolens stærke faglige miljø og moderne faciliteter.

Vi er stolte over at kunne samle 12 nationer i Silkeborg. Det giver deltagerne et meget realistisk billede af den konkurrence, de møder ved WorldSkills, samtidig med at vi kan tilbyde professionelle rammer, der matcher et internationalt mesterskab, siger Ali Said Saleh, faglærer på autolakereruddannelsen på College360 samt Expert, TDA og Chief Expert (dommer) i WorldSkills-regi.

Vigtig forberedelse til VM
Træningskonkurrencen er en central del af forberedelserne frem mod WorldSkills 2026 i Shanghai. Ud over at teste deltagernes tekniske færdigheder giver konkurrencen også mulighed for at måle niveauet i forhold til den internationale elite.

Formålet er at skabe et internationalt konkurrencepres og få et klart billede af, hvor både deltagerne og eksperterne står. Samtidig får vi værdifuld viden om, hvilke områder vi skal arbejde videre med i træningen af vores danske konkurrencedeltager, Jonas, frem mod Shanghai, fortæller Ali Said Saleh.

For deltagerne handler konkurrencen ikke kun om placeringer, men også om læring og udvikling.

De får erfaring med at konkurrere under tidspres og blive bedømt efter de internationale standarder. Samtidig får de mulighed for at måle sig med nogle af verdens bedste unge autolakerere og tage ny viden og erfaring med hjem, siger han.

Store ambitioner for den danske deltager
Danmark stiller med Jonas Backhausen, som ifølge Ali Said Saleh har udviklet sig markant gennem træningsforløbet.

Jonas har udviklet sig rigtig godt, og vi ser et stort potentiale. Vi ved, at vi møder nationer, som har trænet målrettet i flere år, så konkurrencen bliver benhård. Men vi vil gøre alt for at give ham de bedst mulige forudsætninger for at levere en stærk præstation ved WorldSkills  i Shanghai.

Internationalt samarbejde
Glasurit Skills Challenge 2026 er en vigtig platform for international videndeling og fagligt samarbejde. Deltagere, eksperter og undervisere får mulighed for at udveksle erfaringer på tværs af landegrænser og bidrage til den fortsatte udvikling af autolakererfaget.

Arrangementet gennemføres i samarbejde med Glasurit, Klokkerholm Karosseridele, SATA, Norton, Scangrip, 3M og Malerforbundet.

Er man blevet nysgerrig, er det stadig muligt at kigge forbi konkurrencen på College 360 i Silkeborg, der først slutter den 30. juli 2026.

Ali Said Saleh med en af træningsopgaverne i konkurrencen.
Search