Deltager i WorldSkills Shanghai 2026 som bygningssnedker
Lukas Danmark Sørensen vandt DM i Skills 2024, fik en flot bronzemedalje ved EuroSkills Herning 2025 og er nu klar til konkurrencen “joinery” til WorldSkills 2026 i Shanghai.
Lukas har fokus på detaljer, kvalitet og ro i konkurrencen:
“Det bedste ved at være udtaget til Skillslandsholdet igen er at få lov til at repræsentere Danmark i de rød-hvide farver ved så stort et event som WorldSkills. Det er en stor ære og bliver helt sikkert en kæmpe oplevelse.”
“Jeg glæder mig mest til at få selve konkurrenceopgaven, komme i gang, være i flow og give mig helt hen i oplevelsen.”
“Jeg arbejder meget detaljeorienteret og har fokus på tid og kvalitet. Alt skal jo laves på tid, så det er vigtigt. Men kvaliteten skal også være i top – for eksempel skal indersiden af et taphul ikke bare være en inderside, men en helt perfekt glat inderside. Det handler meget om flotte overflader, derofr er mit yndlingsværktøj også et superskarpt stemmejern.”
“Min styrke er, at jeg er god til at holde hovedet koldt i konkurrencer, bevare overblikket og komme i mål med opgaverne.”
Når Lukas ikke træner … er han sammen med sin kæreste og kobler helt af.