DM i Skills 2024 slår ministerrekord med besøg af seks forskellige ministre - og i øvrigt også en række andre folketingspolitikere. Det kan få en stor betydning, at DM i Skills kan give dem et mere håndfast indtryk af, hvad erhvervsuddannelserne går ud på, mener SkillsDenmarks formand.
Når man ser de dygtige og engagerede konkurrencedeltagere til DM i Skills, er man ikke i tvivl om, hvor fantastiske erhvervsuddannelserne er, og hvor afgørende det er, at vi sikrer nok kloge hænder til fremtiden. Det lader politikerne på Christiansborg til at være enige i. Hele seks ministre – det største antal i SkillsDenmarks historie – mødte nemlig op for at få rundvisninger til det spektakulære event, som DM jo er og for at hylde de unge mennesker og deres håndværk.
”DM i Skills er vokset til at være en kæmpe samling af faglig stolthed og en løftestang for, hvad det er, man kan og de drømme, der ligger i at kunne et fag. Og heldigvis er der også en masse folkeskoleelever, der får lov at opleve det,” lød det fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen, da hun var forbi torsdag, fik en rundvisning og prøvede kræfter med en stor skovmaskine.
” For den enkelte unge i Danmark er der potentiale for at få nye perspektiver på, hvad man kan. Så man ikke nødvendigvis vælger det, ens far og mor har anvist eller det, alle de andre gør. For dem, der er her og konkurrerer, så håber jeg, de oplever en enorm anerkendelse. Og så er det klart, at vi som samfund har brug for, at flere får øjnene op for de fantastiske faglige uddannelser og fag, vi har,” sagde hun.
Onsdag var børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye med til at åbne DM og prøvede kræfter med sit gamle fag, murerfaget. Torsdag var erhvervsminister Morten Bødskov forbi for at åbne LærepladsSkills. Fredag tog Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og miljøminister Magnus Heunicke en rundtur på Dyreskuepladsen i Roskilde. Det samme gjorde hele Folketingets Børne- og Ungeudvalg – ligesom Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg kiggede forbi.
Og lørdag runder statsminister Mette Frederiksen så det hele af med at uddele guldmedaljer til vinderne inden for de 47 forskellige konkurrencefag.
Søren Heisel, formand for SkillsDenmark, mener, det har en stor betydning for SkillsDenmark og ikke mindst de unge, at så mange politikere ønsker at komme forbi DM i Skills.
”Jeg synes, det er superfedt, at DM i Skills har politisk bevågenhed som aldrig før. Det betyder meget for os, der laver DM for de faglærte, men også FGU Skills, LærepladsSkills og GymnasieSkills. For når vi er blevet så store, som vi er, koster det noget. Og det kræver, at politikerne ser og forstår, hvad det er, vi laver,” siger han og fortsætter:
”Vi har haft en minister, der har kørt skovmaskiner. Jeg har skåret i glas med Inger Støjberg. Her kan politikerne opleve på egen krop, hvad de forskellige erhvervsuddannelser går ud på. De ser lyset i øjnene på de unge faglærte. Og de siger bare wow, hvor er det stort det her. Jeg er ikke i tvivl om, at det har en betydning, at de ved mere om erhvervsuddannelserne, når de skal lave prioriteringer for alt fra økonomien til læreplaner i folkeskolen.”
Søren Heisel taler dog ikke for en dagsorden, hvor man skal tvinge flere til at tage en erhvervsuddannelse, selv om vi står over for en fremtid, hvor der mangler mange faglærte.
”Unge mennesker skal vælge en erhvervsuddannelse, fordi de synes, det er det fedeste. Og det er det, DM i Skills kan være med til at understøtte,” siger han.
Ny Kongensgade 15, 1. Sal
1472 København K
SkillsDenmark, SkillsStafetten, Skillslandsholdet, DM i Skills og WorldSkills Denmark er registrerede varemærker