SkillsDenmark får 10 mio. kr. til at rykke DM i Skills ud i produktions-Danmark

Erhvervsuddannelsernes store fest bliver endnu større. Med 10 mio. kr. fra Tietgenfonden rykker DM i Skills uden for de store byer og retter blikket mod nye målgrupper

Flere mindre værtsbyer, nyt fokus på unge voksne i gymnasierne, unge på efterskolerne og unge elever, som ikke er kommet i gang med en uddannelse endnu.
Det er nogle af hovedpunkterne for en ny tre-årig indsats, som DM i Skills sætter i værk med 10 mio. kr. i støtte fra Tietgenfonden.
DM i Skills har gennem de sidste 12 år udviklet sig fra at være en mindre udstilling af fag og konkurrencer til at blive en kæmpe fest for erhvervsuddannelserne, hvor godt 50 fag hvert år kæmper om medaljer og mere end 20 fag demonstrerer deres kunnen.

Skills har fået vokseværk
Det faglige mesterskab har efterhånden vokset sig så stort, at det i dag kun er København, Fredericia, Herning og Aalborg, der har faciliteter til at arrangere et så stort event som DM i Skills.

”Vi vil gerne sikre, at flere unge i hele landet kan få gavn af eventen. Derfor vil vi gerne udvide vores indsats, så også de lidt ældre unge bliver inddraget som en del af målgruppen for DM i Skills. Samtidig ønsker vi også at have mulighed for at besøge de områder af landet, der ikke nødvendigvis er vant til at afholde store events,” siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

Det kræver et andet set up, nye virkemidler og et bredere blik på både målgrupper og værtsbyer, tilføjer han. Med den nye støtte fra Tietgenfonden er udviklingen for DM i Skills sikret en god platform, men det vil stadig kræve opbakning fra en lang række aktører at kunne tilbyde mindre kommuner den faglige fest og fokus på erhvervsuddannelserne.

”Til trods for, at vi startede på en bar mark, blev DM i Skills i Høng i Kalundborg Kommune en kæmpe succes. Det lykkedes at tiltrække gæster fra hele regionen og skabe tilskuerrekord. Dermed formåede vi at sætte spotlight på erhvervsuddannelserne i et område, hvor der er stor mangel på faglært arbejdskraft. Den succes håber vi at kunne gentage i fremtiden med opbakningen fra blandt andet Tietgenfonden”, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.

Synonym med faglig stolthed
Tietgenfonden har til formål at fremme virkelyst og vækst i dansk erhvervsliv og har fokus på at være med til at synliggøre erhvervsuddannelsernes kvaliteter og muligheder overfor de unge.

”Skills er i dag synonym med faglig stolthed, talent og dygtiggørelse på landets erhvervsuddannelser, ligesom det er lykkedes at skabe opmærksomhed om konkurrencerne i medierne, så Danmarksmestrene opnår en vis lokal berømmelse og dermed bliver rollemodeller for andre unge,” siger Tietgenfondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

Hun synes spredningen til nye værtsbyer og planerne om at rykke ud, i produktionsdanmark er en god idé. Samtidig er det positivt, at der rækkes ud til bredere målgrupper til gode overgange mellem skole og arbejdsliv.

”Vi har store forventninger til, at DM i Skills kan være med til at få flere til at blive opmærksomme på og måske vælge en erhvervsuddannelse. Det har vi som samfund brug for,” siger Christine Paludan-Müller.

Tietgenfondens støtte skal i årene 2024-26 skal bl.a. gå til udstillingstelte, undervisningsmaterialer, særarrangementer, transport og forplejning, konkurrencer, demostande og læringsområder.

Kontakt:
Tietgenfondens kommunikationschef Tine Wickers, 2840 8480.
Tietgenfonden deltager i DM Skills i Fredericia 2. februar 2023.
DM i Skills: Rudi Raahauge Damkjær, Kommunikationschef, SkillsDenmark
2092 3464 /rda@skillsdenmark.dk

Fakta om Tietgenfonden
Tietgenfonden har et almennyttigt og samfundsgavnligt formål, herunder at fremme dansk erhvervsliv. Fonden uddeler ca. 20 mio. kr. hvert år til almennyttige projekter, der fremmer virkelyst og vækst.

Fakta om DM i Skills
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste. Stiftet i 2011. Næste DM i Skills afholdes 2. – 4. februar 2023 i MesseC Fredericia.